Prædikerens ord om at blive mere vis

Af Louis Nielsen

Hellere et godt navn end fin salveolie, hellere dødens dag end fødslens dag. Hellere gå til sorgens hus end til festens hus, for i sorgens hus ender alle mennesker, og det skal den levende lægge sig på sinde. Hellere græmmelse end latter, for hjertet kan være glad, selv om ansigtet er mismodigt.

Den vise har sit hjerte i sorgens hus, tåben har sit hjerte i glædens hus. Hellere lytte til advarsler fra den vise end til sang fra tåben, for tåbens latter er som kvasets knitren under gryden. Også det er tomhed! Afpresning gør den vise til tåbe, bestikkelse fordærver hjertet. Hellere ende end begyndelse, hellere langmodig end hovmodig. Vær ikke hurtig til at græmme dig, for græmmelse hviler i tåbers favn.

Spørg ikke: ”Hvorfor var gamle dage bedre end nu?” Det er ikke af visdom, du spørger sådan. Visdom er så god som ejendom, en fordel for dem, der ser solen, for visdom giver skygge, som penge giver skygge, men fordelen ved at forstå visdommen er, at den giver liv til dem, der ejer den. Læg mærke til, hvad Gud gør; for hvem kan gøre det lige, som han har gjort krumt? Vær lykkelig på lykkens dag og indse på ulykkens dag, at den ene såvel som den anden er skabt af Gud, for at menneskene ikke skal finde ud af fremtiden. (7:1-14).

Prædikerens ord her tager sit udgangspunkt i det forrige afsnit. Kapitel 6 slutter med spørgsmålet: ”Hvem kan vide, hvad der er godt for mennesket i det korte, tomme liv, det henlever som en skygge?

Ingen kan fortælle mennesket, hvad der i fremtiden sker under solen”. Det er ord, som fremtidsforskere, prognosemagere, statistikere og sundhedsapostle, ja os alle sammen skulle tage til efterretning.

Og Prædikeren fortsætter i samme spor og med flere eksempler i kapitel 7. Så meget i livet, ikke mindst i vore dage, går ud på at tage sig ud og vise sig frem.

Fem minutters optræden i TV og dermed at være ”kendt” betyder meget for mange mennesker, så meget, at mange ikke går af vejen for at fremstille sig selv i de mest fjollede positioner og græmmefulde situationer.

Prædikerens bemærkning hertil er, at det er bedre at have et godt navn, at være kendt for noget ordentligt, solidt og godt end at have et navn blandt ”stjernerne”.

Dyr parfume og dyre klæder gør ikke et menneske. Og at være kendt gør det slet ikke. Hvad der gælder er at have et sandt udsyn over livet, så man kan leve og tackle det i visdom. Og sand indsigt lærer man snarere, når man står ved en kiste, end når man larmer og danser i diskoteket. Visdom er bl.a. at kende sin endelighed, acceptere og være fortrolig med sin dødelighed.

Dødens herredømme

Døden er meget markant til stede i vores verden. Vi konfronteres dagligt med billeder af døde, mange film indeholder en begravelsesscene, hver dag fortæller aviserne os om døde; sådan er det bare, men det pudsige ved det er, at døden aldrig har været længere borte fra vor bevidsthed; de andre kan dø, men vi vil ikke dø, sådan synes mange af os at tænke.

Er vi syge, går vi til lægen fuldt overbeviste om, at vi nok skal blive raske; stiller han en diagnose om dødelig sygdom, tror vi ham ikke, bliver måske ligefrem fornærmede. Mange af vore dages unge opfatter sig næsten som udødelige, chokket når en af dem dør, har de svært ved at komme over. Men uanset hvad vi gør for at kvæle den røst, som siger til os ”Husk du skal dø!”, så fortsætter døden ufortrødent sit herredømme mellem os mennesker. Det er det, Prædikeren minder os om her.

I en verden af meningsløshed og tomhed, hvor kun Gud og Guds gerning er evig, fuldkommen og uforanderlig, og hvor mennesket kun har en flygtig betydning, er det svært at afgøre, om der overhovedet er noget, som er bedre og mere holdbart end noget andet, om f.eks. visdom har noget fortrin frem for dårskab. Relativiteten er skrevet ind i alt, hvad der sker ”under solen”, hvorfor så vælge det ene og fravælge det andet? Det er spørgsmål som disse Prædikeren tumler med gennem hele bogen. Alligevel må han konkludere, at noget er bedre end noget andet, og at det gælder om at få dette bedre ind i sit liv.

Strukturen i Prædikerens Bog er noget mere sammenhængende end i Ordsprogenes Bog, hvor hver enkelt ordsprog nærmest er en enhed for sig selv. I Prædikeren hænger de enkelte temaer og tankeudviklinger dog sammen i noget større enheder, selvom det ikke altid er let at opdage sammenhængen.

Men i disse vers (7:1-14) synes det gennemgående tema at handle om visdom kontra dårskab, og om hvad godt visdom gør os i en verden kendetegnet og gennemtrængt af absurditet. For når alt kommer til alt, er det bedre at vandre i livet med et kompas i lommen end at tralle rundt på må og få. At have et bestik af livet er bedre end ikke at have noget. Og hvor finder vi så det bestik?

Generelt, siger Prædikeren, er det bedre at forme sit liv ud fra det eneste, som står fast for os mennesker, at døden venter os, at vi ser livet bagfra snarere end forfra, at vi søger til og opholder os mere i sorgens hus end i festens hus.

For at sige det så brutalt som det er: sand visdom opnår vi mere ved at være til en begravelse end ved at forlyste os ved et bryllup. Stilhed til refleksion og eftertanke er at foretrække frem for den larm, vi som moderne mennesker omgiver os med, nok så meget fordi larmen giver et tilholdssted, hvor vi for et øjeblik kan flygte fra os selv og de mere barske tanker, som plager os.

Ondskabsfuld latter

Tåbens liv – og glem ikke, at tåbe er man i bibelsk forstand, når man lader Gud ude af betragtning – er kendetegnet ved larm og tomhed, ved latter uden substans, akkurat som kvas nok giver en masse larm, når det brændes, men ikke frembringer en ild, hvorved man kan varme sig eller koge sin mad.

Latter kan synes befriende og er nogen gange befriende, men latter kan også være ondskabsfuld og nedgørende, og man kan grine, hvor der ikke er noget at grine ad. Og i overensstemmelse med Prædikerens livsforståelse er det forgræmmede ansigt mere tro over for livet, end det grinende ansigt. Hjertet – ens indre – kan bære på glæden – den dybere og sande glæde - selvom ansigtet udtrykker den sorgfuldhed, som sand indsigt i livet og i livets substans giver anledning til.

Men Prædikeren har mere at sige om det vise liv og den vise end lige det med sorgen. Men med vers 7: “Afpresning gør den vise til tåbe, bestikkelse fordærver hjertet” er det som om, at forbindelsen til den større sammenhæng afbrydes, og det, vi står tilbage med er et isoleret ordsprog ligesom i Ordsprogenes Bog.

Det er svært at være vis og navnlig svært at leve som vis. Livet med dets fristelser og vores lyst til et behageligt liv, gør os inkonsekvente og afpresser os igen og igen til at vælge det forkerte, og reducerer os dermed til tåber. Bestikkelse – fristelsen til ”den kortvarige nydelse af synd” - er alle steder og lurer på os fra hvert et hjørne. Det er derfor Skriftens formaninger til os, hvad enten det er budene i Det Gamle Testamente eller formaningerne i Det Nye, er så insisterende, for hvor har vi let ved at overhøre dem. Ofte skal der mindre til end ”en ret linser” til at aflede os fra sandhedens og visdommens vej. Prædikeren kender det fra sit eget liv og sit eget hjerte.

Men med vers 8 følgende er han tilbage på sporet fra vers 1-6. Og nu siges det direkte, som i de foregående vers mere var indirekte. ”Enden” , altså det at være kommet til afslutningen af sit livsløb er bedre end fødsel, ungdom og manddom.

Konkluderer Prædikeren så, fordi livet for ham er både byrdefyldt og meningsløst, og derfor dybest set ikke værd at leve, eller udtrykker han, at først ved livets ende kan vi afgøre, om det var det værd eller ikke?

Nok er der en stor nihilistisk tendens i meget af det, Prædikeren skriver, men helt så nihilistisk er han heller ikke. Livet kan trods alt komme til at få en vis værdi. Men vi ser det først, når vi er fremme ved enden. En fødsel synes altid eller for det meste at indeholde et løfte; vi har forhåbninger, ønsker og drømme for det barn, som kommer til verden.

Og endnu mere har vi det, når ungdomsårene indtræffer, og individet er kommet i den giftefærdige alder. Men lige så sikkert er det, at vore forhåbninger og forventninger langt fra altid indfries. Først når vi når frem til enden er tiden til at gøre regnskabet op kommet.

Det lærer os også tålmod og langmodighed. Ungdommen har indbygget i sig en vis utålmodighed, tingene kan ikke gå hurtigt nok, og som ung kan man alt eller tror, at man kan alt. Et vist overmod og overlegenhed hører også ungdomsårene til. Livets gang lærer os, at vi er begrænsede, at vi ikke kan alt, hvad vi vil, og at vi står rådløse og magtesløse i flere situationer. Og at erkende det er begyndelsen til visdom.

At græmmes

Tidligere stillede Prædikeren ”græmmelse” op i positiv modsætning til latter (vers 3); her advarer han mod den hurtige græmmelse, som han forbinder med det tåben føler.

Han kan næppe tale om græmmelse med samme betydning i de to udsagn. Græmmelse må være brugt i betydningen ærgrelse i det sidste eksempel; i det første mere i betydningen ”sorgfuld” eller ”bedrøvet”. Vi græmmer os, når hændelserne ikke bevæger sig vor vej, når vore drømme brister, og det, vi håber på, ikke sker. Livet er for Prædikeren meget skæbnebestemt i betydningen, at vi har meget lidt indflydelse på det, som sker. For ham er vi bestemt ikke ”vor egen lykkes smed”.

Derfor er græmmelse eller fortrydelse spild af følelser og af tid. Græmmelsen hjælper os ikke og ændrer ikke noget ved tingene, for det står ikke til os at skrue tiden tilbage. Det, som er sket, er sket, og al vor græmmelse over det kan ikke lade det ugjort.

Vi kan ikke kalde ”de gamle dage” tilbage, og vores fornemmelse af, at de var bedre end tiden her og nu kan vi spare os. Måske var de det, måske ikke, men under alle omstændigheder er det en nyttesløs spekulation for som Prædikeren forkyndte det allerede i bogens indledende vers er livet en cyklus:

”Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske” (1:9).

Visdom giver skygge

Prædikeren funderer meget over tilværelsen og tilværelsens gåde. For tilværelsen er en gåde for ham. Og når vi er i sådanne overvejelser er vores sind splittet og logikkens slagne landevej er os sjældent til hjælp. For med livets ultimative spørgsmål er det for alle os, som lever ”under solen” sådan, at alting slutter med døden, og så er alle forskelle udjævnet; det ene kan næppe siges at være bedre end det andet. Og dog er der noget, som er bedre end noget andet, og Prædikeren standser igen og igen op og peger på dette bedre. Her er det visdommen, som åbenlyst er bedre end dårskaben (vers 11 og 12). ”Visdom” er i Bibelens visdomsbøger knyttet til ”Herrens frygt”, ligesom ”dårskab” er knyttet til det liv og den person, som ignorerer og trodser Gud.

”Visdom giver skygge” siger Prædikeren, dvs. visdom er en beskyttelse og en tryghed, ligesom penge er det. At have penge er aldrig lykken for nogen, men de, som har dem, har en fordel frem for dem, som ikke har dem. ”Visdom er god som ejendom”; det er derfor at penge føles som en naturlig sammenligning. Men bedre end ejendomsforholdet og ejerfornemmelsen er at forstå visdommen, for det gør en klog på livet, og gør dermed livet mere udholdeligt.

Al visdoms kilde, også for Prædikeren er Gud. Prædikerens Bog er på intet tidspunkt et ateistisk manifest.

Derfor lyder der her og lige her en opfordring til at betragte Guds gerninger og respektere hans suverænitet. Det er næsten som hører vi et ekko af Poul Gerhardt her: ”På Herren må du agte, hvis det dig vel skal gå, hans gerning du betragte, hvis din skal vel bestå”.

Problemet for os, miseren over alle miserer er, at vi tror, at vi kan klare livet og forstå livet uden Gud, men når vi gør det, er det eneste alternativ, som står os åbent det, som netop Prædikeren så levende illustrerer for os, at vi står tilbage med meningsløsheden og tilfældighedernes lunefulde spil.

Lad Gud råde

”Mit livsløb er i dine hænder” siger David i en af sine salmer (31:16), og det er godt at vide, at alt, hvad der møder os i livet, er underlagt Guds kontrol, selvom der også opstår situation-er, hvor denne kontrol ikke synes at have været der, og at ”Gud har sovet”.

Gud er den, som skaber både lykke og ulykke, for han er ”mørkets skaber fuldt så vel som han er lysets og frembringer fred såvel som han skaber ulykke” (Es 45:7). Prædikeren går ind for Guds suverænitet som en af tilværelsens bærende kendsgerninger. Og skal vi have en sand livsforståelse, må vi helt afgjort have det med os.

Prædikerens konklusion på alt det her kan forekomme os mærkelig obstruktiv, som om at Gud ønskede at holde noget tilbage fra os.

Men hvor som helst menneskene ønsker at gøre sig fri og uafhængige af Gud er der fare på færde, ikke for Gud, men for os. Og siden syndefaldets dage har menneskets ustandselige higen været at bortskaffe Gud og indsætte sig selv som Gud, og det er så i vidt omfang lykkedes i vor tid, hvorfor verden er ”forvildet og øde” som aldrig før.

”Mennesket spår, men Gud råder” hed et gammelt ordsprog, som nok ikke høres så meget mere, men som stadig er sandt. For trods al vor kunnen og alle vore elektronisk udregnede og statistiske prognoser er der alligevel ingen af os, som kender fremtiden. Den kan og bliver ofte en helt anden end forudsagt. Så igen må vi give Prædikeren ret, og med tak give ham ret. Godt at det er sådan.