Prædikerens ord om de skæve ting i livet

Af Louis Nielsen

Dernæst så jeg al den undertrykkelse, der forekommer under solen. Jeg så de undertryktes tårer, og ingen trøstede dem; jeg så undertrykkerens vold mod dem, og ingen trøstede dem. Da priste jeg de døde lykkelige, fordi de allerede er døde, lykkeligere end de levende, som lever endnu. Men lykkeligst er den, som endnu ikke er til og ikke har set det onde, der sker under solen.

Jeg så, at alt slid og dygtigt arbejde bunder i menneskers indbyrdes misundelse. Også det er tomhed og jagen efter vind! Tåben lægger hænderne i skødet og tærer på sit eget fedt. Hellere én hånd fyldt med hvile end to hænder fyldt med slid og jagen efter vind!

Prædikerens Bog 4:1-6

Fra dette kapitel og frem til 10:20 minder Prædikerens Bog meget om Ord-sprogenes Bog, idet ordsprog følger ordsprog, observation følger observation, kommentar følger kommentar, alt sammen uden nogen eller meget lidt systematisk sammenhæng.

Jeg synes efter læsning af de her anførte vers, at spørgsmålet om hvem forfatteren er, hvem Prædikeren egentlig er, bliver mere uklart, men egentlig er det vel heller ikke så afgørende. Nogle kommentatorer holder stadig fast ved, at forfatteren er kong Salomon og ser det underbygget også af dette kapitel. Jeg har sværere ved at følge dem i det, men igen, hvor afgørende er det?

Salomon, eller hvem det nu er, indleder med en observation om undertrykkelse, og han udtrykker sympati og medfølelse med de undertrykte. Men igen er det Salomon, hvorfor gjorde han i sin egen magtsfære ikke noget ved det, men synes tværtimod, i hvert fald i den senere del af sin regeringstid, at have øget undertrykkelsen? Det er vel, hvad vi ville kalde ”et godt spørgsmål”, det vil sige et spørgsmål, som der ikke kan gives noget svar på.

Men undertrykkelse og magtmisbrug hører menneskers tilværelse under solen til. Den har været der alle dage, har kunnet observeres i alle samfund, og den er ikke mindsket i vor tid, snarere tværtimod. Den er en af syndefaldets mest markante følger. Profeten Habakkuk har nogle ord herom i sin sang om tyrannens undergang:

”Du har gjort ende på mange folkeslag og har forbrudt dit liv. Stenen råber fra muren, og bjælken svarer fra træværket. Ve den, der bygger en by med blod og grundlægger en stad på uret. Folkenes slid går op i luer, og deres møje bliver til intet. Er dette ikke Hærskarers Herres værk? Jorden skal fyldes med kundskab om Herrens herlighed, som vandet dækker havets bund” (2:10-14).

En verden uden Gud

Lige nu oplever vi en forfærdelig bølge af vold og undertrykkelse især i lande som Irak, Syrien, Libyen, Eritrea, Etiopien, Sudan og i flere andre afrikanske lande. Men også mange andre steder i verden er situationen uoverskuelig forfærdelig, og millioner af mennesker er på flugt. Og vi står hjælpeløse over for deres situation. Problemet er så stort og overvældende, at lande og samfund, som kunne hjælpe og har midlerne til at hjælpe, er stået af. Og flygtningenes situation er i sandhed håbløs; ingen steder i verden åbner der sig muligheder for at etablere en ny tilværelse.

Prædikerens iagttagelse af ”de undertryktes tårer” og den manglende ”trøst” er forfærdelig præcis og rammer med stor træfsikkerhed ind i vores verden med hobene af flygtninge, som flygter under livstruende omstændigheder og prisgivet kyniske og samvittighedsløse menneskesmuglere. Det er i sandhed en verden ”uden Gud og uden håb”, som tegner sig for os. Og det sker alt sammen i et omfang så stort og så dagligdags, at vores evne til virkelig at reagere, som vi burde reagere, degenerer, og vi selv ender med at blive samvittighedsløse iagttagere.

Problemet er stort, og dilemmaerne melder sig i hobetal. Prædikeren viser ingen vej ud af problemet, men nøjes med at observere og konstatere. Og sådan føler vi ofte, at situationen er, ganske enkel uløselig, langt overstigende vore evner og vore midler til at kunne hjælpe. Men indebærer det ikke en stor risiko for os for at blive moralsk korrumperede? Måske kan vi ikke udrette meget i den store skala? Men hvad i den lille skala, med de Lazaruser som krydser vor vej?

Syndefaldet med dets universelle konsekvenser og dets universelle udstrækning har ført ”en tomhed” ind over livet, en ”fremmedgørelse”, som vi ikke kan reparere på; Gud har skabt os fuldkomne som alt, hvad Gud gør er fuldkomment, men efter faldet står vi ramponerede tilbage i en ramponeret verden, og vort eneste håb står nu til, at Gud genopretter og genrejser alle ting.

Det værk har han indledt med Kristi komme til verden og Kristi blod på korset forsoner, forliger og læger, men ”verdensgenfødslen” står endnu tilbage. Før vi ser de nye himle og den nye jord, oplever vi ikke en verden ”fyldt med kundskab om Herrens herlighed”, men vi har det som et håb, endda et levende håb, og Helligånden i vore liv og i vore hjerter er førstegrøden af dette håb og det sikre tegn for os på, at håbet ikke ”vil gøre os til skamme” for allerede nu er ”Guds kærlighed udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er os givet”.

I lyset af alt det, Prædikeren observerer udfolde sig for sine øjne, må han prise døden frem for livet. Er det ikke det mange film gør, er det ikke det voldsfilmene og filmene, som håner alt det smukke og gode og gør det grimme, stygge, voldelige og infame til det normale, er det ikke netop det, de gør, eller de mange computerspil, hvor det gælder om at slå så mange ihjel som muligt?

Hvorfor rummer moderne kultur så lidt værdsættelse af det skønne, hvorfor gøres der ustandseligt så meget væsen ud af det grimme og onde; hvorfor har det gode og smukke mistet sin tiltrækningskraft for så mange af os? Er det ikke fordi vi har kapituleret og overgivet os til døden? ”Uden Gud og uden håb” lar vi døden råde” synger Johannes Møllehave i en af sine salmer. Og det er så sandt, som det er skrevet.

Men ind imellem kan vi alle godt få den indskydelse, at døden måske var at foretrække frem for livet. Døden ville gøre en ende på vore lidelser, være den lettere udvej frem for det at kæmpe. Ja bedre endnu ville det være aldrig at være blevet født.

I Bibelen møder vi mennesker som Job og Jeremias, som i en desperat situation faktisk tænkte og følte sådan.Vi er her langt borte fra den tillid og glæde, som David i Salme 139 møder og favner livet med.

Arbejdets skyggeside

Prædikeren går videre fra det med undertrykkelse og total håbløshed og livslede til tomheden ved arbejde og slid. Det er tydeligt, at Prædikeren føler sig splittet på det her spørgsmål.

For på den ene side deler han Ord-sprogenes holdning, at arbejde og flid er en velsignelse og nærmest en pligt, på den anden side ser han den negative side ved arbejdet, motivationen, som driver det frem og risikoen for, at arbejdet tager magten over en, og man ender som arbejdsnarkoman.

Prøveoversættelsen til den nye dagligdagsoversættelse af Det Gamle Testamente, ”Begyndelsen og Tænkeren” oversætter vers 4 nutidigt og moderne: ”Jeg lagde mærke til det hårde arbejde og al den dygtighed, der kommer ud af menneskers konkurrence med hinanden. Det er formålsløst”.

Vi lever i et udpræget konkurrencesamfund, og er vi ikke villige til at deltage i det og stadig satse på at ”stige op ad stigen” bliver vi let hægtet af og kaldt ”tabere”, og det er noget nær det mest nedsættende ord, man i dagens samfund kan sige om noget menneske.

Uden tvivl var arbejde fra begyndelsen af fra Skaberens side tænkt som noget positivt og godt, en velsignelse. Adam skulle da også ”dyrke og vogte” haven – Eden, som Gud havde sat ham i (1 Mos 2:15). Men efter faldet kom der et andet element til, en forbandelse; arbejdet ville herefter opleves som et evigt slid ledsaget af dybe frustrationer ( 1 Mos 3:17-19). Men med pagten ved Sinaj og Guds gave til mennesket af sabbatten, hviledagen er det som om, at skarpheden i forbandelsesordene i 1 Mosebog 3 mildnes.

Overordnet ser Bibelen på arbejdet som en nødvendighed og en pligt (se Paulus’ ord i 2 Thes 3 om den, som lever ”et uordentlig liv” og ikke vil arbejde (vers 6 og vers 10-12, jvf. Paulus’ personlige eksempel (ApG 20:34-35).

Men Prædikeren ser skyggesiderne ved alt, hvad menneskenes børn foretager sig i en falden verden, og således også skyggesiderne ved arbejdet. Og her knytter han særligt til ved den indbyrdes misundelse.

Han tager næppe fejl i præcist det stykke. Misundelse lurer i alle hjerter og alle afkroge af livet. På en måde var misundelse måske den egentlige årsag til, at Kain slog Abel ihjel, i hvert fald var den en stærkt medvirkende faktor. Misundelse under ikke andre noget en selv ikke har, misundelse vil altid stille en selv forrest i køen og skyr ingen midler, når det gælder at mase sig frem. Misundelse findes i alle samfundslag og i alle professioner, ikke mindst i universitets- og lærdomsmiljøer. Heller ikke kirken går fri.

Prædikeren anbefaler heller ikke dovenskabens vej. Selvom alt i livet ”under solen” ultimativt er meningsløst, er Prædikeren dog også realist og er i besiddelse af en selvopholdelsesdrift, som gør det indlysende for ham, at arbejdet er nødvendigt, hvis man skal holde sig i live.

Men så igen et aber dabei; arbejde og arbejdsiver må heller ikke udvikle sig til, at arbejdet bliver det egentlige og altoverskyggende i ens liv; hvile er også vigtig , og ideelt er det, når der er den rette blanding mellem arbejde og hvile i ens liv.

Denne hans betoning her må siges i allerhøjeste grad at have Skriftens anerkendelse. Hvile var noget f.eks. Jesus lagde overordentlig megen vægt på. Sabbatsbudet lægger det også som en grundsten ned i Israel, nødvendigheden af hvile, ikke alene menneskets hvile, men også naturens, miljøets hvile. Kun på den måde kan Guds forsæt og gode vilje for hans skabning opretholdes.

Og det princip gælder ikke kun i den fysiske verden og med vores fysiske natur, men i høj grad også den åndelige verden og vort åndelige liv. ”Kom til mig”, sagde Jesus, ”og jeg vil give jer hvile”. Guds folk kender allerede her og nu en sabbatshvile og skal opleve en evig sabbatshvile i Guds evige rige.