Prædikerens ord om vore ord og vore løfter

Af Louis Nielsen

Vogt din fod, når du går til Guds hus. Det er bedre at gå derhen for at høre end for at bringe offer, som tåberne gør, for de forstår ikke andet end at volde ondt. Lad ikke din mund løbe og dit hjerte forhaste sig med at fremføre dine ord for Gud, for Gud er i himlen, og du er på jorden! Derfor skal dine ord være få, for med drømmen kommer stor plage, tåbens røst med mange ord.

Når du aflægger et løfte til Gud, må du ikke tøve med at indfri det, for han bryder sig ikke om tåber! Indfri dit løfte! Det er bedre, at du ikke aflægger et løfte, end at du gør det og ikke indfrier det. Lad ikke din mund bringe skyld over dig, så du siger til sendebudet, at det var uforsætligt. Hvorfor skal Gud blive vred over det, du siger, og ødelægge dine hænders værk? Drømme i mængde er tomhed, det gælder også ord i mængde. Nej, frygt Gud!

Prædikerens Bog 4:17-5:6.

Prædikerens Bog er ikke altid nem at blive klog på; til gengæld er den god at blive klog af. Og det gælder afgjort de ord, vi har foran os her.

”Guds hus” må være templet, hvis vi går ud fra, at Prædikeren er Salomon, men vi kan uden videre overføre det i vores tid til kirken. Guds hus er karakteriseret ved, at Gud er der, og vi forventer at møde ham der. Vi kommer for at lytte og for at modtage ord fra ham, ikke for selv at optræde.

Apostlen Jakob er i fuld samklang med Prædikeren, når han formaner os, til ”med sagtmodighed at tage imod det ord, som er indplantet i os” og til at ”være ordets hørere” (1:21 og 22). Vi kan også sige, at han er i samklang med Jesus, som gang på gang efterlyste de lyttende og modtagende ører.

At der kunne blive ”bragt ofre” var en af templets vigtigste funktioner. Men det er ikke ligegyldigt med hvilken ånd, man bragte sine ofre.

Det ceremonielle kunne udvikle sig til en gudsdyrkelse uden nogen egentlig tanke på Gud. Når det skete, var der snarere tale om afgudsdyrkelse end om tilbedelse af den sande Gud. Det minder Bibelen os om igen og igen, fx. David i Salme 51:18-19 og Jesus i Matt 5:23-24.

Det at praktisere en gudsdyrkelse med den lære og de traditioner, som er knyttet til den, er vigtigt, men det må ikke træde i stedet for næstekærlighed og den ”ydmyge vandren med Gud”. Vi fristes hele tiden til at tro, at det ceremonielle liv i kirken er vigtigere end at være disciple af Jesus og leve med ham i hverdagslivet.

Prædikeren minder os om, at det er, hvad ”tåben gør”. Han søger templet og bringer Gud et offer samtidigt med, at han i næste øjeblik bedrager sin næste i handel og overfuser ham med sprogets værste gloser. Sådan bør det naturligvis ikke være.

Bønner som pynt

”Lad ikke din mund løbe og dit hjerte forhaste sig med at fremføre dine ord for Gud”.

Templet kaldes også ”et bedehus for folkene”. Prædikeren advarer mod tankeløse bønner, som man japper af, bønner som pynt kun for at tage sig ud for mennesker, bønner hvor man gør sig mere from end man er.

Jesus advarer også mod at ”lade munden løbe” og mod at tro, at vi bliver bønhørte på grund af vore mange ord (Matt 6:7). Gud skal ikke overtales. Bøn er ikke at vinde Gud over på sin side for at få Gud til at stille sin magt og kraft til rådighed for os, så vore ønsker og vor vilje kan blive opfyldt.

Bøn er ”at tale jævnt med Gud, som barnelæber gør hver dag”. Bøn er ikke letsindigt at love Gud en masse ting, som vi alligevel inderst inde ved, at vi ikke vil opfylde.

Ærefrygt for Gud

”Gud er i himlen, og du er på jorden”. Ærefrygt for Guds majestæt skal være vor holdning, når vi træder frem for Gud.

Bøn er tillidsfuld adgang til Guds nærvær, frimodig indgang i helligdommen, (Rom 5:1; Heb 4:14-16). Jesus lærte sine disciple både at kalde Gud ”Fader”, men han lod dem også tiltale Gud, som den der er i Himlen.

Men tillid og frimodighed udelukker ikke ærefrygt og respekt, tværtimod går de hånd i hånd. For det er virkelig Kongen, alle tings skaber og jordens dommer, vi møder, når vi beder, ingen anden. Den vished sætter sit spor i den måde, vi beder på.

Gud er ikke en af vore kammerater, han ”er Gud om alle land var øde, Gud om alle mand var døde; ”Gud højlovet i evighed”, som det hedder hos Paulus.

Måske kan Prædikerens ord om, at ”Gud er i himlen, og du er på jorden” også tolkes om den forskel i perspektiv, der er, når Gud og vi ser tingene.

Vi ser alt som hernedefra (”under solen”); Gud ser oppefra (fra Himlen); vi ser alt ud fra tidens perspektiv, han ser fra evighedens. ”Jeres planer”, siger Herren i Es 55:8-9, ”er ikke mine planer , og jeres veje er ikke mine veje, for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres”.

Gode ord at blive sat på plads af, når vi nok alt for ofte tror, at vi kender Guds tanker og forstår hans veje. ”Derfor skal dine ord være få”. Gud ser klarere end os og behøver ikke lange udredninger fra os. Umiddelbart ser han, hvad der rører sig i vore hjerter. I forholdet til Gud er vi ikke en slags advokater, som må fremstille sagen så den ser bedst mulig ud for at vinde gehør og goodwill.

Drømme og mange ord

”For drømmen kommer med stor plage, tåbens røst med mange ord”.

Ordene er vanskelige at forstå i vor autoriserede oversættelse. Oversættelsen i ”Begyndelsen og Tænkeren” er mere klar: ”For ligesom mange bekymringer fører til onde drømme, fører mange ord til dumme udtalelser” eller i Bibelen på Hverdagsdansk: ”Har man for mange bekymringer, kan man få mareridt. Bruger man for mange ord, kan man komme til at fortale sig”.

Drømme kan have flere ansigter, både lysende og smilende og alvorstunge og fortrukne. Drømme om lykke og rigdom. Men drømme kan også være virkelighedsfortrængning, onde og mareridtsfremkaldende.

Bekymringer og uro kan give onde drømme - sådan er det også med mange ord i vore bønner, de fører nemt til fortalelser, som igen kan give anledning til sjælevé.

Her er der visdom at hente hos Jakob, som taler om selviske bønner, som er dikteret mere af vore lyster end af ønsket om at gøre Guds vilje (Jakob 1:4; 4:1 ff.).

Bøn frembærer vi i ord, men vi kan også bede uden ord. Ordene er aldrig det vigtigste element, og vi behøver ikke indøve vore bønner, som vi øver os på at fremføre en tale. Vi behøver ikke fremstille os som mere fromme end dem, vi egentlig er.

Jesus siger, at hedningerne mener, at de bliver hørt for deres mange ord, men sådan er det ikke med jeres himmelske Fader; ham kan I tale ligefrem til, og jeg vil nu vise jer, hvad der er vigtigt, og hvordan I skal bede. Og så gav Han dem Fadervor.

Faren ved et løfte

”Når du aflægger et løfte til Gud, må du ikke tøve med at indfri det, for han bryder sig ikke om tåber! Indfri dit løfte! Det er bedre, at du ikke aflægger løfte, end at du gør det og ikke indfrier det. Lad ikke din mund bringe skyld over dig, så du siger til sendebudet, at det var uforsætligt. Hvorfor skal Gud blive vred over det, du siger, og ødelægge dine hænders værk?”

Aflæggelse af løfter er en praksis, som er ret udbredt især i Det Gamle Testamente. Patriarken Jakob aflagde løfter til Gud, løfter som også var betinget af, at Gud gjorde sit.

Gud er løfternes Gud, men han har noget at have løfterne i, nemlig sig selv som den evigt uforanderlige, den hvis planer og forsæt står fast. Han som aldrig lyver, og som har magt til at gennemføre indtil sidste punktum, hvad han har lovet. Med os mennesker er det anderledes. Dels mener vi ikke altid, det vi har lovet; vi kan fortryde; en fortrydelsesret er der indbygget i alle aftaleforhold.

Dels formår vi ikke altid at opfylde, hvad vi har lovet; vi kan være døde inden, eller andre svagheder i os eller i vore omstændigheder kan hindre, at vore løfter bliver indfriet.

På en måde er et løfte fra vor side en slags ”tagen veksler” på fremtiden, den fremtid, som vi ikke har råderet over. Vore løfter vil altid have et element af forbehold over sig. Nogen gange aflægger vi også løfter i kådhed og letsindighed.

Jesus talte om, at et ”ja” skal være et ja, et ”nej” et nej. Det gælder i vore relationer til vore medmennesker. Også her er det at bryde et tilsagn en alvorlig sag. Det er at svigte medmenneskets tillid. Og som regel har vi jo ingen tvingende grunde til ikke at holde vore aftaler. Ren bekvemmelighed fra vor side afgør ofte sagen.

Tillid frem for løfter

Når vi kommer i ydmyghed og selverkendelse foran Gud, bør vi være forsigtige med at aflægge løfter til ham. Det er heller ikke, hvad Gud fordrer af os.

Hans ønske er, at vi stoler på hans ord og lever vort liv i tillid til og afhængighed af ham. Vi kan ikke love os til at opnå Guds gunst. Vi har ikke noget at handle med, og alene tanken om at ville handle med Gud er uværdig.

Alligevel kan der være situationer, hvor vore hjerter og vor kærlighed tilsiger os at aflægge et løfte. Men også da vil vi være afhængige af Gud for overhovedet at kunne holde vort løfte. Og vor bøn må være, at Gud vil hjælpe os til at holde, hvad vi har lovet ham, koste hvad det vil.

At afgive løfter uden omtanke anbringer os i kategorien af tåber, de som ikke tager Gud højtideligt og lever deres liv som om, han slet ikke er til.

Den ægte vare

”Drømme i mængde er tomhed, det gælder også ord i mængde. Nej, frygt Gud!”.

Begyndelsen og Tænkeren har her: ”Mange drømmerier fører til overfladiskhed og ligegyldig snak. Adlyd derfor Gud”; Bibelen på Hverdagsdansk siger: ”Dagdrømmeri og tomme ord fører kun til skuffelser. Hav hellere ærefrygt for Gud.”

På mange måder handler hele det afsnit af Prædikeren, vi har reflekteret over, om at være ”den ægte vare”. Den risikerer nemt at blive erstattet af en pseudovirkelighed, en slags hjemmelavet religion, hvor vi tror, at Gud er os nær og at vi er nær ham, men hvor vi i virkeligheden bedrager os selv.

Med floskler kan vi holde det selvbedrag kørende, for vi forledes meget let til at tro, at behersker vi ordene, så er alt vel. Men sådan er det jo ikke.

Derfor er Prædikerens advarsel mod selvbedrag yderst relevant for os kristne. For som drømme, der fortrænger virkeligheden, er tomhed og luftighed uden substans, således er det også med ord i mængde, med mediernes illusionsskabende fortællinger, politikernes valgtaler og retoriske udfoldelser og beklageligvis ikke så sjældent med præsternes prædikener.

Midt i det skal vi ikke overse vore egne hjerters bedrageriske tale. Alternativet – og det eneste, som kan frelse os fra forførelse og bedrag - er ”Frygt Gud”, at vi bevarer i hjertet en kærlighed til sandheden og beder Gud om, at han vil lede os frem ad sandhedens vej, sin sandheds vej.