Prædikerens ord om livet

Af Louis Nielsen

Jeg har indset, hvilken opgave Gud har givet mennesket: Gud har skabt alt smukt, og alt sker på det rigtige tidspunkt.

Han har også givet menneskene en fornemmelse af evigheden, uden at vi nogen sinde vil kunne gennemskue meningen med alt det, Gud gør. Jeg fandt ud af, at det eneste rigtige, mennesker kan gøre, er at være glade og gøre gode ting, mens de lever.

Og jeg indså, at når et menneske spiser og drikker og nyder resultatet af sit hårde arbejde, er det en gave fra Gud. Jeg fandt også ud af, at alt, hvad Gud gør, er, som det er, og man kan ikke lægge noget til eller trække noget fra. Gud har sørget for, at mennesker skal adlyde ham.

Det, som er sket, vil ske igen. Det, som er ved at ske, er sket før. Og Gud genfinder det, som er forsvundet. Desuden har jeg set, at når nogen har ret, er der også altid nogen, der har uret, og når noget er retfærdigt, er der også noget, der er uretfærdigt. Jeg tænkte ved mig selv, at Gud dømmer både den gode og den onde, for der er et passende tidspunkt for alt.

Og jeg indså, at det er for at adskille mennesker fra Gud, og for at mennesker kan indse, at de er som dyr. For mennesket og dyret har samme vilkår. De lever, og så dør de. Mennesket har ingen fordele i forhold til dyret, for alt er flygtigt. De ender samme sted, og både mennesker og dyr er skabt af støv og skal blive til støv igen.

Hvem ved, om menneskets livsånde stiger opad mod himlen, og om dyrets livsånde går ned i jorden? Jeg så, at det, der er bedst for et menneske, er at glæde sig over, hvad han har udrettet. Det er hans belønning. For ingen kan se, hvad der sker i fremtiden.

Fra ”Begyndelsen og Tænkeren – Første Mosebog og Prædikerens Bog på nudansk. Bibelselskabets Forlag.

Det er en meget klarsynet tekst, vi her har foran os, og virkelig godt udtrykt i den nye oversættelse på nudansk.

Det er en tekst, som kalder til modsigelse fra os, som ser på livet som oplyst og forklaret i Jesu komme. Den sætter os mennesker grundigt på plads. Den afklæder os for enhver illusion om, hvor fantastiske vi er, og sætter Skaberen på tronen, på hans retmæssige plads.

Det er værd at fremhæve udtrykkene ”Jeg har indset”, ”jeg så” og ”jeg tænkte ved mig selv”. Der er ikke tale om åbenbarede sandheder, men sandheder, som Prædikeren er nået frem til gennem sine iagttagelser af livet og sin tænkning over samme. Men vi mærker dog Bibelens tilstedeværelse.

At Gud har udrustet mennesket lægges der ikke skjul på. Men han har også villet markere, at mennesket adskiller sig fra Gud. Mennesket kommer nemt til at opfatte sig selv som Gud, og endnu nemmere til at optræde som var det Gud. Den myte bliver for alvor punkteret, og mennesket hevet ned fra den piedestal, det har stillet sig på.

Skabelse og syndefald

”Gud har skabt alt smukt, og alt sker på det rigtige tidspunkt”.

Her hører vi bestemt et ekko af skabelsesberetningen. Både materien og tiden er i hans skabende hænder, og han kalder både det ene og det andet frem, og alt er fuldkomment og godt, ”smukt” er ordet Prædikeren bruger. Og han lægger også ”evigheden” ind i menneskers bevidsthed, lægger en bevidsthed om sin egen eksistens og vilje ind i menneskets tanker og samvittighed og om altings afhængighed af Ham og hans vilje og godhed.

Alt det er positivt og ånder af den luft, som gennemtrænger hele den gammeltestamentlige åbenbaring. Det følgende forudsætter Bibelens fortælling om, hvordan mennesket faldt fra Gud. Syndefaldet er en oprørshandling, hvor mennesket sætter sig over Guds ord, og tror at det kan leve og styre verdens gang uden Gud.

Men i stedet for klarhed kom der uklarhed; Blindhed og vrangforestillinger er blevet den bitre sandhed om vor eksistens. Vi kan ikke ”gennemskue meningen med alt det, Gud gør”. Gud havde sat Adam i Edens have, og han havde tydeligt fortalt ham:

”Du må spise af hver eneste træ i haven, ..... bortset fra træet, der giver viden om både godt og ondt. Hvis du spiser frugt fra det træ, så vil du dø” (1 Mos 2:15-17- Første Mosebog og Tænkeren på nudansk).

Adam spiste af det forbudte træ, og han selv og verden var forandret fra samme stund. Han var givet i dødens vold, og døden ville en dag blive hans skæbne, og alle menneskers skæbne. Men Gud udslettede ikke, hvad han havde skabt, et liv blev givet ham, dog på den faldne verdens vilkår. Guds kærlighed, nåde og godhed ville stadig være at finde, skønt mange sorgfulde, og livsødelæggende ting var trådt ind i skabningens liv.

Der ville stadig være et Forsyn at komme til. Muligheden for at ”nyde livet” gennem livets simple og mere sammensatte gaver ville stadig være åbne for mennesket. Og kun i forhold til som Gud leder os til oaser åbnes der os mulighed for at ”nyde livet”.

Det skyldes “syndens bedrag”, at mange af os aldrig ofrer det en tanke, at vi har Gud at takke for, at livet kan blive lykkeligt. Jakob Knudsen så i salmen ”Se nu stiger solen” mere sandt på det, når han i den skriver:

Jeg vil ånde luften i fulde drag, synge Gud en sang for den lyse dag, takke ham, at morgenen mig end er sød, at mig dagen fryder, trods synd og død”.

Vil gøre skabelsen til myte

”Jeg fandt også ud af, at alt, hvad Gud gør, er, som det er, og at man kan ikke lægge noget til eller trække noget fra. Gud har sørget for, at mennesker skal adlyde ham” (vers 14). Den autoriserede oversættelse har som sidste linje: “Sådan har Gud gjort, for at man skal frygte ham”.

Guds viljes suverænitet og hans evige uforanderlighed er fikspunktet i universet og i tiden, og det står ikke til at ændre. Visdom i hjertet hænger sammen med, at vi lever vort liv ud fra det. Der er i vor tid gang på gang løbet stormløb mod det.

Det er som om, at hvert et forskerprojekt, der forsøger at vinde indsigt i hvordan verdensrummet er indrettet, har den skjulte bagtanke at demonstrere, at Gud ikke er til, og at skabelsesberetningen er en myte. Man fornemmer ligefrem hvilken fryd, det vil fremkalde, hvis det skulle lykkes.

Gud synes at have givet mennesket overordentlig megen frihed til at udforske verden og kundskaberne vokser og vokser. Men uden ydmyghed overfor den evige Gud træder der elementer ind i al vor kundskab, som kan komme til at skade os.

For sandt at sige bruger vi ikke altid vor kunnen til velsignelse og gavn for menneskene og naturen, men snarere til altsammens ødelæggelse. Teknologien, ikke mindst på IT-området udvikler sig med en sådan fart, at mennesket på det nærmeste overflødiggør sig selv, og at magten til sidst koncentreres hos den elite, som behersker teknologien og udvikler den.

Det skaber dystre udsigter, og som mennesker overladt til os selv i universet har vi kun grund til at frygte. Men så kommer det ord fra Prædikerens Bog og forvisser os om at ”Gud er Gud, om alle land lå øde , Gud er Gud om alle mand end døde”.

At Gud stadig har ”snor” i os, og at alle til sidst må adlyde ham. Og det er gode nyheder. Problemet med uretfærdigheder i livet er et universelt problem, som altid har plaget menneskeheden. Det er langtfra altid nemt at se gennem tingene, selv ikke for domstolene, som altid kun vil kunne dømme efter de juridiske regler og ikke kan trænge ind i den virkelige sammenhæng, hvor kun Guds øjne ser.

Når vi prøver at gøre ret og skabe det retfærdige samfund, kommer vi ofte dårligt fra det og gør ondt værre. Det er tragedien bag de seneste årtiers bestræbelser på ved væbnet magt at styrte diktatorerne for kun at opleve, at ”folkets vilje” er mere destruktiv.

Bibelen har en eskatologi, et håb om, at Guds rige med evig retfærdighed og fred vil komme. ”Gud dømmer både den gode og den onde, for der er et passende tidspunkt for alt” (vers 17).

”Gør, hvad du har lyst til, men vær opmærksom på, at Gud stiller dig til regnskab for det” hedder det hen mod slutningen af bogen (11:9). ”For han har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil; og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde” (ApG 17:31).

Mennesket kun et dyr?

De sidste vers af kapitel 3 er de sværeste at forholde sig til. At ”mennesker kan indse, at de er som dyr” (vers 18) er en påstand, som er svær for ikke at sige umulig at forene med, hvad Bibelen i øvrigt siger om mennesket.

For lige fra begyndelsen af den bibelske åbenbaring slås det fast, at mennesket er en særlig skabning skabt i Guds billede (1 Mos 1:26-27); i Salme 8: 6 -7 siges det endda om mennesket, at ”Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det. Du har gjort det til hersker over dine hænders værk, alt har du lagt under dets fødder”.

Med sådan en bekendelse til menneskets storhed er det svært at forene Prædikerens ord ”for at de skal indse, at de ikke er andet end dyr”. Generelt står der også respekt omkring dyrene i Bibelen, for også de er Guds skabninger, og i den forløste verdensorden, som vil komme med Jesu genkomst, vil også de opleve forløsning og frihed (se Esajas 11:6-9).

Men det er uden det føleri, som præger så meget af den vestlige verdens forhold til dyr. Dyreretsforkæmpere, som i fuld alvor mener, at dyrene skal have samme rettigheder som mennesker, hvilket i praksis ofte vil betyde større ret end mennesker.

Mennesker kan opføre sig dyrisk (2. Pet. 2). Prisgiver mennesket sig til et liv i overtrædelse af Guds bud viskes gudsbilledet bort. Når mennesket guddommeliggør sig selv, så er det vigtigt at blive mindet om, at biologisk set er mennesket et dyr, taget af samme materie – jorden - som dyret. Og som dyret vender tilbage til jorden, sådan vender mennesket også tilbage til jorden.

Guds Ord svarer entydigt ja til et liv efter graven, ikke mindst i Jesus og de dødes opstandelse sammen med ham. Men uden for troen på Jesus har vi ikke noget håb. Når vi afskaffer Gud, har vi godt af, at blive mindet om, at vi kun er dyr, som de dør, dør også vi, og resten er støv og kun støv. For uden Guds Ånd forbliver støv støv. Kun Guds Ånd kan oprejse støvet.

Konklusionen, som prædikeren drager af denne triste historie, er overraskende, men ikke ulig Paulus’, hvis altså vi ikke havde håbet om opstandelsen at klynge os til: ”Hvis døde ikke opstår, så lad os æde og drikke, for i morgen skal vi dø” (1 Kor 15:32).

”Jeg så, at det, der er bedst for et menneske, er at glæde sig over, hvad han har udrettet. Det er hans belønning. For ingen kan se, hvad der sker i fremtiden” (vers 22).

Forskellen mellem Prædikeren og Paulus er, at hvor Paulus slet ingen mening finder, hvis der ikke er en opstandelse, finder Prædikeren en mening, om end en begrænset mening. For ham giver livet mening, også selv om det ender ligesom dyrenes liv med at vende tilbage til støvet, hvorfra det kom. Og meningen er tiden, hvor man har været til, tiden hvor man har kunnet virke og udrette.

Det perspektiv kunne godt minde lidt om livssynet i Salme 90, hvor det med at vende tilbage til støvet er Salmens grundtone.

Men også for salmisten (som siges at være Moses) giver livet, selv om det er kort og foregår under suk, mening, men ikke uden at Gud ”vender tilbage” (vers 13), at han opgiver sin vrede og harme mod os (vers 7-11), mætter os med sin godhed (vers 14), glæder os (vers 15), lader os se sin ”pragt” og ”styrker vore hænders værk” (vers 16 og 17).

Det perspektiv er nok værd at få med, at livet altså har værdi i sig selv, fordi det er skabt af Gud og givet os af Gud og tilsiger os muligheder for at opleve Gud og Guds herlighed ”i de levendes land”.

Ja livet er så værdifuldt, at det er en stor smerte og en dyb sorg, ja en rædsel at miste det. For hvorfor er det, at vi mister det? Vi mister det på grund af synden, hvis løn altid og ufravigeligt er døden. ”Dødens brod er synden”.

Som kristne glæder vi os over livet og siger tak for livet, og endnu mere siger vi tak for, at Gud i Kristus og i hans død og opstandelse har overvundet både synden og døden, og dermed åbnet vejen til Himlen og det evige liv for os.

For ganske vist er ”syndens løn døden” , men – og det ”men ”taler højere, ja langt højere end både synd og død – ”Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre” (Rom 6:23).