Prædikerens ord om døden

Af Louis Nielsen

Prædikerens Bog indeholder mange ord, som kan gøre os viise. Prædikeren er en mand, som grunder dybt over livet med dets mange absurditeter og frustrationer.

Prædikerens Bog hører til Visdoms-litteraturen, som foruden Prædikeren omfatter Ordsprogenes Bog, Jobs Bog og Højsangen. I den bibelske kanon er de placeret mellem “Skrifterne”. Vi anerkender dem som en del af “de hellige Skrifter”, som ved Helligånden er blevet en del af Bibelen.

Ganske vist er intet ord i Prædikeren indrammet af et “så siger Herren” eller med en tydelig understregning at være et ord fra Gud. Af bogen fremgår det tydeligt, at det er et menneskes grublen over tilværelsen, vi har med at gøre.

Alligevel er ordene i Prædikeren Guds ord i den afgrænsede betydning hvori alt, hvad der står skrevet i Bibelen er Guds ord - selvom den handlende, fortællende og talende ikke er Gud. Det, som Prædikeren siger, er ord, som Guds Ånd ønsker, vi skal forholde os til og tænke over.

Grunder over livets gang

Jeg vil i en række artikler tage nogle af Prædikerens udtalelser, vurderinger og sarkastiske bemærkninger op til overvejelse og refleksion begyndende med Prædikerens tanker om døden.

Prædikeren grunder dybt over livets gang, livets cyklus kunne vi kalde det, og iagttager, at alt her på jorden har sin tid; intet jordisk varer evigt. Således er der der en tid til at fødes, og en tid til at dø (3:2).

Et barns fødsel er en overvældende, dybt betagende og glædesmættet ting, nærmest som at være vidne til et under, et mirakel. Og så alligevel kaster døden sin skygge over det, for lige så sikkert som et barn nu er født er det, at det samme barn en dag skal dø, om kortere, om længere tid; livsspandet er allerede bredt ud over det.

Sygehuset har både fødestuer og kapeller, et sted hvor mennesker kommer ind i verden og et sted, hvor de forlader den igen. Sådan er nu vilkåret og har været det siden syndefaldets dage og vil vedblive med at være det til opstandelsens store dag. Menneskenes beskikkelse er at dø (Heb 9:27), og “dødens brod er synden” (1 Kor 15:56); vi dør, fordi vi er syndere og ikke på grund af, at vi er skabninger.

Døden er den store påmindelse til os om, at syndere er just, hvad vi er. Derfor er evangeliet med dets løfte om, at “Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre” (Rom 6:23) så glædeligt og så befriende et budskab.

Døden som eftertanke

Men Prædikeren har meget mere at sige om døden. Således i kapitel 7:1-6:

Hellere dødens dag end fødslens dag. Hellere gå til sorgens hus end til festens hus, for i sorgens hus ender alle mennesker, og det skal den levende lægge sig på sinde.

Hellere græmmelse end latter, for hjertet kan være glad, selv om ansigtet er mismodigt. Den vise har sit hjerte i sorgens hus, tåben har sit hjerte i glædens hus. Hellere lytte til advarsler fra den vise end til sang fra tåben, for tåbens latter er som kvasets knitren under gryden. Også det er tomhed.

De fleste af os vil nok synes, at det er usædvanlig deprimerende ord - ord af en lyseslukker, en melankoniker ud over det sædvanlige, en filosof af den kyniske eller satiriske skole. At vi skal finde dem i Bibelen, finder vi også højest ejendommeligt. Bibelen har normalt en lys og håbefuld tilgang til livet.

Men Prædikeren er ikke sådan til at afvise. Han er ikke en mand, som har “vendt hver en femøre”, eller henlevet sit liv i en mørk afkrog, men en mand, som har levet “det søde liv”.

Han har haft uanede rigdomme og eksperimenteret med alle mulige glæder og fornøjelser, herunder skønne kvinder, har spist de mest vidunderlige retter, drukket udsøgte vine, set de skønneste kunster og lyttet til den mest vidunderlige musik. Han er også forskeren, som har iagttaget livet hos de mest ulige mennesker i de mest ulige situationer. Hvordan kan lige netop sådant et menneske udvikle en sådan livslede?

Alligevel er der noget ved ordene, som ikke slipper sit tag i os, og som skal få os til at standse op medens “legen er god” og spørge os selv: Er det her livet? hvilken ende vil jeg få, hvis jeg fortsætter på den måde, hvilket navn vil jeg efterlade mig?

Prædikerens ord til os er nok mere relevante og påtrængende for netop os og vor kultur, end de har været i mange generationer. Jesu advarsel til os om at komme Noas dage i hu, og hvordan menneskene levede i de dage, sættes også i relief af Prædikerens ord til os.

Birthe Rønn Hornbech rammer hovedet på sømmet med disse ord: “Svinedrengen” er det rene realityshow. Det drejer sig alene om at lade tilværelsen gå op i underholdning”.

Alting i livet forstås bedre, værdsættes og leves bedre, når døden tages med i betragtning, og vi er opmærksomme på vor dødelighed og dermed vor endelighed.

Livet bliver en kostbar gave, som er bestemt til at fyldes ud og ikke ødsles væk i tant og fjas. Livet fører os og fører os alle uden undtagelse frem til en regnskabsdag, en dag, hvor Gud kalder os til regnskab for, hvordan vi har brugt livet.

Derfor er det, at vi har mere at lære i “sorgens hus” end i “festens hus”, mere har at lære ved at “græmme” os over vor synd end ved “at grine os i laser”, mere at lære af Prædikeren end af de mange stand-up komikere.

Dødens uforudsigelighed

Prædikeren har gjort sig flere tanker om døden, som han knytter til tanken om uforudsigeligheden. Netop døden og alt, hvad der associerer til døden, gør livet uforudsigeligt, noget, som skjuler sig for os gennem vores optagethed af statistikker over alt muligt og vores blinde tillid til, at statistikkerne og prognoserne holder, hvad de lover.

Vi er måske knap så tilbøjelige til at tro dem, når de truer os. Men statistikkerne kan kun tegne et generelt billede; som forudsigelse af den enkeltes skæbne er de ikke meget værd. For ingen af os kan rent faktisk vide, om vi hører til de 10%, som vil dø af en bestemt diagnose, eller de 90% som vil leve. Så livet er lige så uforudsigeligt, som det altid har været, måske mere i en kompleks verden og en verden i opbrud som vores er det.

Den vises hjerte erkender dommens tid, for dommens tid kommer for alt, hvad der sker. Det er et onde, der ligger tungt på menneskene, for de ved ikke, hvad der skal ske; ingen kan fortælle dem, hvad der skal ske. Intet menneske har magt over vinden, så det kan holde den tilbage, og det har ikke magt over dødsdagen.

Tidligere tiders vækkelsesmøder gjorde meget ud af appellen til mennesker om at omvende sig, medens tid var, og “livets korthed, dødens vished og evighedens længde” indgik ofte som fast replik i disse appeller.

De toner er forlængst holdt op med at lyde, og ingen af os tager længere dødens mulighed og alvor med i vore planer for livet - det er som om vi tror, vi skal leve evigt - og tanken om dommen synes også at ligge os fjernt, endnu fjernere end visheden om, at vi alle engang skal dø.

Men, advarer Prædikeren os: dødsdagen kommer og dommen med den, så er vi viise, lader vi den indgå i vore kalkulationer over livet og tager de nødvendige forholdsregler, medens tid er. Det uventede og pludselige kan altid ske, og det er meget lidt, vi kan stille op mod det.

Håbet om opstandelsen

Prædikeren kan i sin filosoferen over livet og dets lunefuldhed og ubestandighed ikke slippe tanken om døden; det er som om den er der som en skygge over alle ting, også når han ikke bevidst forholder sig til den.

Jeg husker som dreng, hvor meget tanken om døden optog mig, og hvor bange jeg var, hver gang jeg gik forbi en bedemandsforretning, især i kvarteret omkring Blågaardsgade og Griffenfeldsgade, hvor der var mange sådanne, og dengang i modsætning til nu, stod kisterne fremme i vinduerne til almindelig beskuelse.

Som kristne tror vi på påskemorgen, tror på, at Jesus gennembrød dødens mur og blev Herre over døde og levende. Vi tror, at han underlagde sig ham, som havde haft dødens vælde, Djævelen, og vi fryder os i det levende håb, vi er genfødt til ved hans opstandelse fra de døde.

Kun Herrens opstandelse kan give os noget håb om liv efter døden. Og Prædikerens ord er et kraftigt memento til os om lige netop det. Kun med opstandelsens evangelium i hjerte og tanke kan vi få livet og livets mening til at gå op.

Uden opstandelsen sætter absurditeten sit stempel på tilværelsen, hvilket ikke mindst Prædikerens tanker i kapitel 9 er et eksempel på. Læs det og bliv klog.

Så er det kun momentet (det pulserende øjeblik), som kan give mening, men i samme åndedræt, som momentet sættes ind i evighedens sammenhæng, bliver også det meningsløst.

Paulus samstemmer heri, når han overfor korintherne afslører de fatale konsekvenser af, at opstandelsen ikke har fundet sted, så er vor tro forgæves, og vi er stadig i vore synder, så er også de hensovede i Kristus fortabte, så er vi de ynkværdigste af alle mennesker (1 Kor 15:17-19), så “lad os æde og drikke, for i morgen skal vi dø” (15:32).

Men nu kan vi leve og ånde og dø i visheden om, at “vores slid i Herren ikke er spildt ” (15:58), og altsammen fordi Herren er opstanden og har overvundet døden.