Opstandelsen og Helligånden

Af Louis Nielsen

I Johannesevangeliet kapitel 7 berettes om Jesu besøg i Jerusalem under løvhyttefesten. Og her læser vi:

”På festens sidste og største dag stod Jesus frem og råbte: ”Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ”Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.” Det sagde han om den ånd, som de, der troede på ham, skulle få. For Ånden var der endnu ikke, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort” (Joh 7:37-39).

Helligånden er ikke ukendt i Det Gamle Testamente; faktisk møder vi den allerede i Bibelens andet vers:

”Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene”. Og Guds ånd møder vi også løbende i flere af Det Gamle Testamentes beretninger.

Men en egentlig åbenbaring af Helligånden som person og som Gud må afvente Jesu komme. Allerede medens Jesus levede, understreges det, at Hel-ligånden var over ham, og at Jesus havde Helligånden på en måde og i en grad, som ingen før ham havde haft det. Han levede sit liv under Helligåndens ledelse og i Helligåndens kraft.

Men som ordene i Joh 7:39 understreger det, så ”var Ånden der endnu ikke, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort”.

Helligåndens komme til verden hænger nøje sammen med Jesu opstandelse; forbindelsen mellem påske og pinse er tættere end det normalt kommer til orde i kirkens forkyndelse.

Ordene i Johannes 7:39 er Johannes’ kommentar af Jesu forudgående ord:

”Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand”.

Det er fra Jesus, at de levende strømme af vand kommer. Det vil de troende opleve, når Jesus er opstået, og Helligånden med Jesu fylde af liv og fred er kommet til Guds folk. Vers 39foregriber forudsigelsen af Helligåndens komme, som er hovedindholdet af Jesu afskedstale i kapitel 14 til 16.

Her siger Jesus, at først efter hans bortgang til Faderen, vil Helligånden komme til disciplene, og at det er en stor, vidunderlig og herlig ting, en ting de skal glæde og fryde sig over.

Tydelig i Jesu afskedstale bliver det også, at Gud er en treenig Gud, Fader, Søn og Helligånd, én Gud men i tre og tre i en. Hvordan det kan være sådan er nærmest ufatteligt for os, en hemmelighed, men ikke des mindre er det essensen af, hvad vi tror om Gud. Uden Treenighed formørkes alt, for så har vi kun vore egne små tanker at holde os til, og de fører os ikke langt.

Helligånden er distinkt fra Faderen og distinkt fra Sønnen og er dog ét med både Faderen og Sønnen.

Gennem hans gerning forklares og udlægges, hvem Jesus er, og hvilken betydning hans gerning for os har.

Hvad disciplene kun har fattet halvt, vil de nu fatte helt og meget af det, Jesus har talt om, men som de ikke har forstået, vil de nu forstå og fatte, det vil få nyt liv for dem.

Gennem Helligånden vil de få ny kraft, Guds egen styrke til at være Jesu vidner i verden, og de vil få ord til at forkynde og forklare Jesus med.

De vil ved Helligånden opleve, at Jesus ikke kun er i Himlen, men er her hos dem, er i deres indre.

De vil opleve, at kilden med levende vand, Jesus selv, nu flyder og strømmer gennem dem. De vil opleve en fornyelse og løftelse af deres bønsliv, som ophøjer og herliggør Jesus for dem.

Nordal Brun har beskrevet alle disse ting så vidunderligt klart i salmen ”Ånd over ånder, kom ned fra det høje” (Salmebogen nr. 299). Også Luthers salme “Nu bede vi den Hellig-ånd” (Salmebogen nr.289). Læs dem, de vil gøre dig godt.

Pinse før pinse

Jesus knytter sin herliggørelse af Gud i sin forestående lidelse og død og hans herliggørelse hos Gud nøje sammen med opstandelsens og himmelfartens herlighed. Og han understreger, at dermed er hans opgave og mission i verden ikke afsluttet; tværtimod vil verden komme til at opleve og erfare ham som aldrig før.

Alt det, som Jesus havde på hjerte under afskedsstunden med sine disciple, virkeliggør han, da han på opstandelsens dag møder dem igen og siger:

”Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.”

Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: ”Modtag Hellig-ånden!” Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt” (Joh 20:21-23).

Her er det som bliver det pinse før pinse. En ny dag er begyndt. Påskedagen er en helt ny dag; Guds riges første dag, den nye skabelses første dag.

Sådan tilkommer det os at se på påsken. Og tæt op ad den lægger sig pinsen, dagen for Helligåndens komme, Helligånden med dens nyskabende og livgivende kraft.

Det billede gennemtrænger Det Nye Testamente. Evangeliets tidsalder er kommet, kirken står foran sin begyndelse, budskabet om Jesus skal forkyndes for alle folk; det er også nådens dag, hvor syndere kan få tilgivelse, blive forligt med Gud, dagen hvor Gud kalder liv frem af døde. ”Liv” bliver dermed et af evangeliets nøgleord; Helligånden kaldes også ”Livets Ånd”.

Gud selv kommer ved Jesu formidling i evangeliet (1 Tim 2:5-7) og Guds Ånd til os (1 Kor 6:11), genføder os (Joh 3:3-8; Tit 3:5), sætter Guds segl på os (2 Kor 1:22; Ef 4:30), så vi bliver Guds ejendom (1 Pet 2:9), giver os ved Helligånden ”et pant” i vort indre på, at vi er Guds arvinger (2 Kor 1:22; 5:5; Ef 1:14), en vished om, at vi er Guds børn og kan påkalde ham som Fader (Rom 8:17), udgyder i os sin egen kærlighed (Rom 5:5), sætter det i gyldighed, som Jesus har erhvervet os gennem sin offerdød, det vil sige frihed fra loven og trældommen under loven (Rom 7:6), frihed fra syndens og død-ens tyranni (Rom 6:18-23), frihed fra Djævelens magt (Heb 2:14-16). Alt det er i evangeliet, og det får alt sammen personlig gyldighed i os og hos os ved Helligånden, som nu bor i vore hjerter.

Jesus og Helligånden

I Johannesevangeliet og i Paulus’ breve er forbindelsen mellem Jesus og Helligånden ofte så tæt, at det kan være svært at afgøre, om det er den ene eller den anden, der henvises til.

Det er trist, når denne binding mellem Jesus og Helligånden så ofte forsvinder i kirkens forkyndelse, og det sker både i karismatiske kredse og i evangelikale og lutherske kredse, dog hver på sin måde; i karismatiske kredse ved, at Helligåndens kraft understreges så stærkt, at forsoningen og korset ligesom bliver en biting. Og modsat i lutherske og evangelikale kredse, hvor korset og korsets lidelser får så meget eftertryk, at opstandelsen og kristenlivet i Helligåndens kraft nærmest tabes af syne.

Men i Det Nye Testamente er det holdt sammen på sådan en måde, at en forkyndelse og praksis næppe kan kaldes fuldtonet evangelisk, hvor de ikke er sammenholdt.

Evigheden og med det spørgsmålet om fortabelse eller frelse konfronterer alle mennesker, for alle skal vi dø og derefter dømmes. Vil vi dø i vore synder med alt, hvad det involverer af evig pine, eller vil vi dø med fred i vore hjerter og med en samvittighed ”renset fra døde gerninger” og vished om at være et ”Guds barn” og med det have ”en evig arv” i Himlen hos Gud?

Og hvor finder vi den fred? Det spørgsmål er vi som kristne forkyndere sat til at besvare. Og er det med disse spørgsmål i livets bagage, som vi jo alle bærer rundt på, tilstrækkeligt at tilbyde mennesker helbredelse fra sygdom, en eller anden form for hjælp til at løse op for livets kriser, tilbyde et netværk eller hvad vi ellers kan tilbyde af gode ting?

Nej, noget dybere må til, noget, som kun Gud har virket og rækker os som frelse. Og vejen hertil går gennem korset og forsoningen på korset og kun gennem korset, og med at bringe mennesker til korset er Helligånden aktiv.

Helligånden som Guds kraft er en vigtig del i Det Nye Testamentes vidnesbyrd om Helligånden, men Helligånden forstået kun som kraft og udrustning er en meget amputeret udgave af det kristne evangelium.

I Luthersk og evangelikal kristendom står vi ofte tilbage med en halv forkyndelse, fordi forståelsen af kristenlivet som et liv levet ved Helligånden i opstandelsens kraft og i Guds hellighed mangler; hos nogle karismatiske kristne handler det så meget om Helligåndens kraft, om succes og om undere, at forsoningen mangler og med det forståelsen af menneskets svaghed og syndighed, som kun korset med dets forsonende og forligende kraft kan råde bod på.

Så også af sjælesørgeriske og ikke kun teologiske grunde er det rigtig vigtigt, at vi holder fast ved, at påske og pinse lægger sig tæt op ad hinanden.