Står Gud bag lidelse, ulykker og ondskab?

Af Louis Nielsen

Det er med tilbageholdenhed, at denne artikel bliver skrevet. For hvem kan give svar på det spørgsmål, den rejser? Men det er et spørgsmål, som ofte rejses fra mange ængstelige, men også forbitrede hjerter - og da er sagen langt mere personlig, end når den rejses af ateister, agnostikere og teologer.

Og vi kan være sikre på, at tusinder og atter tusinder af bedende ud over jord rejser det spørgsmål, og så længe den nye jord og de nye himle ikke er kommet, kan vi være forvissede om, at det vil blive råbt og grædt op mod Guds trone igen og igen.

Grundspørgsmålet “de fleste mennesker fra små konfirmander til hærdede ateister stiller er: Hvordan kan Gud lade det onde og meningsløse ske?” (Niels Gunder Hansen i anmeldelse af “Jobs tårer - om Gud og det onde” af dr.theol. Jakob Wolf: “Gud skal anklages og ikke forsvares” i Kristeligt Dagblad):

“Problemet kan formaliseres som følger: Gud er almægtig, Gud er god, det onde findes. Disse tre udsagn kan ikke alle være sande på én gang”

Da det onde uafviseligt findes hver eneste dag overalt på kloden, kan Gud ikke være almægtig. Hans muligheder er begrænsede. Eller også er Gud ikke god, i hvert fald ikke på en måde, der flugter med vore forestillinger. Hans veje er uransagelige. Eller også er det onde ikke så ondt, som vi tror, men tjener et højere formål. Gud har en mening med det” (op.cit.).

Paulus udfordrer os til at “give plads for Guds vrede” (Rom 12:19). Det skriver han i en sammenhæng, hvor han formaner til at afstå fra hævn og at tage retten i egen hånd. Med lidt god vilje kan vi generalisere den formaning til også at omfatte de uforståelige ting i livet: Giv plads for Gud, for hans usporlige veje og alt det ved Guds handlen, vi ikke forstår og nok heller aldrig på denne side Himlen kommer til at forstå.

Gud er ikke afmægtig

I et læserbrev i Udfordringen skriver bibeloversætteren Iver Larsen om Jesu udtalelse om den blindfødte mand i Joh 9:3: “Jesus svarede: “Hverken han selv eller hans forældre har syndet, men det er, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham.”

“I nævnte vers må betydningen være en følge, ikke en hensigt. Altså siger teksten, at som et resultat af det, der er sket - mandens blindhed - kan Guds underfulde gerninger nu manifesteres på ham. Jesus kommenterer ikke, hvorfor manden er født blind, ud over at forklare disciplene, at det hverken skyldes hans egne eller hans forældres synder. Han siger ikke, at Gud har gjort ham blind, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham”.

Som jeg læser og forstår Iver Larsens indlæg nærmest insisterer han på den sidste sætning. Dermed er han typisk for, hvad mange kristne mener og tror om den ting: Gud kan ikke have noget med det onde eller det, vi kalder ondt at gøre. Det må være uden for Ham.

I bedste mening mener man og ønsker man at forsvare Gud ved at frikende Ham for ansvar for noget som helst ondt, samtidigt med, at man mener, at det bringer trøst og lindring til dem, som rammes af det onde.

Det, mener jeg, er en blindgyde i forhold til, hvad Bibelen siger, men også pastoralt. En fraværende, afmægtig Gud, som mod sin vilje og uden kontrol overlader scenen til det onde, er ikke til megen trøst.

Mere til hjælp og mere bibelsk begrundet forekommer D. A. Carsons kommentar til Joh 9:3 at være: “Jesus benægter ikke, at der kan være en generel årsagssammenhæng mellem synd og lidelse, men han afviser totalt, at man i det enkelte tilfælde drager en sådan uundgåelig konklusion.

I denne blinde mands tilfælde, insisterer Jesus, skyldes hans blindhed hverken hans eller hans forældres synd. Det skete snarere for, at Guds gerninger kunne blive åbenbaret på ham. Formelt kan sætningen “det er for, at Guds gerninger skal åbenbares på ham” opfattes som resultat (Bibelen på Hverdagsdansk:

“Det, der er sket med ham, vil føre til, at Guds kraft bliver synliggjort”) eller som formål. Hvadenten vi opfatter det på den ene eller den anden måde, ønsker Johannes ikke at sige, at mandens blindhed fra fødslen var udenfor Guds kontrol og derfor ude af trit med hans hensigt (se også Joh 11:4).”

Vor intellektuelle stolthed vil ikke anerkende, at der er meget ved Gud, vi ikke forstår, og slet ikke når det er spørgsmålet om godt og ondt. Følelsesmæssigt vånder vi os, når Guds handlinger støder an mod det, vi mener er ret og rimeligt af Gud at gøre. Allerede i Eden blev der stillet spørgsmålstegn ved Guds mening med at opstille et bestemt forbud, ligesom også Hans gode hensigter blev draget i tvivl, og med vore første forældre har vi alle inddrukket Slangens gift.

Vi VIL forstå Gud

På den ene eller anden måde insisterer vi på at kunne forstå Gud, og forstår vi ham ikke, styrter vor verden i grus. Troende mennesker har altid haft det problem med Gud. Det Gamle Testamentes troende slås med det igen og igen; selv for Jesus var det ikke ukendt, og Paulus indvier os også i sine kampe med det. Martyrerne under guldalteret i Himlen råber til Gud: “Hvor længe, hellige og sanddru hersker, skal det vare, før du dømmer og hævner vort blod på dem, der bor på jorden?” (Åb 6:10).

Bibelen viser ærefrygt for Guds uforståelighed og gådefuldhed. Vi kan ikke forvente at få svar på alle vore spørgsmål. Gud lader os kende det ved sig selv og sine veje, som Han vil lade os kende, hvor meget og hvor lidt beror helt på Ham, og når Han gør det, er det en nåde, hvori han giver sig selv til os og ikke en ret, som vi har.

Sådan var det, da Gud i sit pagtsvenskab med Abraham lod ham få indsigt i, hvad han ville gøre med Sodoma (1 Mos 18:16-19), sådan var det, da Jakob havde sin natlige brydekamp med Herrens engel (1 Mos 32:23-30), sådan var det, da Moses ved den brændende tornebusk spurgte til Herrens navn (2 Mos 3:14) og da han senere ved Sinaj ønskede at se Guds herlighed (2 Mos 33:19-23).

Sådan var det, da Josva mødte føreren for Herrens hær (Jos 5:13-15), da Manoa spurgte til Herrens engels navn (Dom 13:17-18), sådan er det, når seraferne udråber Herrens navn (Es 6:3 ff.).

“Hvem kender Herrens tanker, eller hvem kan være Hans rådgiver? Hvem har givet Ham noget først, så Han må gøre gengæld?” spørger Paulus i Rom 11:33-36.

“Store og underfulde er dine gerninger, du Herre, Gud, Almægtige, retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge. Hvem må ikke frygte dig, Herre, og ære dit navn? For du alene er hellig, alle folkeslag skal komme og tilbede dig, for dine retfærdige domme er blevet åbenbare”. Sådan synger den sejrende skare i Himlen (Åb 15:1-4).

Det ondes mysterium

Det onde kender vi ved dets tilstedeværelse i verden og i os selv, men dets første oprindelse kender vi ikke. “Synden kom ind i verden ved ét menneske”, siger Paulus i Rom 5:12 “og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi de alle syndede”. Det er her, historien for os begynder. Slangen var i Paradiset, men som en slange, et af dyrene, Gud havde skabt. Adam lægger skylden på Eva og ultimativt på Gud, og Eva på slangen.

Gud går ikke uden om slangen og påtager sig selv opgøret med den, men skylden forbliver hos Adam og i anden række hos Eva, og den fastholdes hos dem. Der er ingen tvivl om, at det er syndefaldsfortællingens centrale pointe, ikke at forklare udenomsomstændighederne. At der var sådanne, og at der er sådanne i verdensforløbet forties imidlertid ikke, men de forklares aldrig. At nedkæmpe og sejre over dem er en opgave, Gud suverænt har påtaget sig.

I Det Gamle Testamente sker det ikke så sjældent på en måde, som støder både vor moralske og æstetiske sans. Vi bryder os ikke om Det Gamle Testamentes krigeriskhed, og dets militære metaforer, som også meget tit skal forstås rimeligt bogstaveligt. Vi gyser ved, at Guds udfrielse af Egypten ramte egypterne så hårdt som det gjorde, ikke mindst ved de førstefødte som blev slået ihjel og de tusinder, som omkom i Sivhavet. Vi forfærdes over “folkedrabene” på kana’næerne.

Og det værste ved det er, at det i Bibelen forkyndes som Guds gerninger, endda hans frelsende gerning, og at kana’næernes udryddelse sker på Jahves direkte ordre, og at Israel bebrejdes for ikke at være radikale nok i udførelsen af bøddelhvervet.

Bibelen understreger også for os den store medskyld, disse folk havde for, at de tilsidst blev straffet, og teologiske forklaringer og udredninger kan også fremsættes. At Gud handlede retfærdigt ved at lade disse ting ske, efterlades vi ikke i tvivl om, men alligevel sidder vi tilbage med en uro og en spørgen, som kun Gud kan besvare, men som han ikke er til sinds at besvare.

Døden er vores allesammens skæbne, for syndens løn er døden. Andet fortjener vi ikke. Går det anderledes, kan det kun skyldes Guds nåde. For nåden råder alene Gud, og han viser nåde overfor dem, han vil være nådig imod, og viser barmhjertighed mod dem, han vil være barmhjertig imod (2 Mos 33:20).

Guds nåde og barmhjertighed er just nåde og barmhjertighed, ikke rettigheder. I sin store kærlighed til verden (Joh 3:16) har Gud i Kristus valgt at “forbarme sig over alle” (Rom 11:32). Gud er stor og forfærdelig i sin vrede, men han er endnu større i sin nåde og barmhjertighed, og Bibelen lægger ikke skjul på det første, men fryder og glæder sig i det sidste (Ef 2:4 ff; 1 Pet 1:3).

Hvor som helst, vi vender os i Den Hellige Skrift, er det miskundheden, kærligheden, barmhjertigheden og nåden, der kommer først (se f.eks. 2 Mos 34: 6-8; Sl 30:6; 36;6-7; 103:8-14; Joh 3:14-17; Rom 5:15-21).

Gud har magt over den onde

Bibelen åbner ikke op for muligheden for et dualistisk gudssyn eller en dualistisk skabelse, dvs. et syn hvor verden beherskes af to modsatrettede egenskaber eller grundprincipper (f.eks.lys og mørke, Gud og Satan, godt og ondt, ånd og materie). Gud alene er Skaberen, og han har ingen ved sin side.

Også engle og åndemagter er skabt af Gud; hvad Bibelen kalder “kræfter eller noget i det høje eller det dybe”(Rom 8:38-39), “troner og herskere, magter og myndigheder” (Kol 1:16), “verdens magter” (Gal 4:3) eller “myndigheder og magter, verdensherskerne i dette mørke, ondskabens åndemagter i himmelrummet” (Ef 6:12), ja Satan selv (Job 1:6 ff; 2:1 ff.) har de deres oprindelse hos Gud og kan kun operere med hans tilladelse og indenfor de rammer, Han sætter for dem.

Oprindeligt må de være skabt gode, for Gud er ikke ophav til noget ondt; hvordan de blev det, de er nu og det de omtales for gennem hele Bibelen, hører med til de skjulte ting, som er for Gud alene at have indsigt i, ikke for os. For os fortaber det sig i mørke, selv om bibelsteder som Es 14:12 ff. og Ez 28:12 ff måske kaster et vist lys over gåden.

Verden skabtes god og kun god, som Gud er god. Og så længe Adam og Eva holdt sig til Gud og til hans bud forblev den god. Først i det øjeblik, de lukkede op for Fristeren og fulgte hans anvisning, væltede det onde ind i den gudskabte verden. Onde og nedbrydende kræfter fik adgang til verden og alt liv, der siden har udfoldet sig på jorden er blevet levet under disse onde kræfters tilstedeværelse.

Evangeliets underfulde budskab til os er, at i Kristus har Gud sejret og underlagt sig disse magter og kræfter, og at Han ved tidernes ende og Gudsrigets endelige komme vil gøre det helt af med dem og skabe nye himle og en ny jord, hvor alt vil være fuldkomment og godt, og hvor disse kræfter og magter for evigt er forment adgang (se Matt 12:29; Rom 8:31-23; 1 Kor 15:24 ff.; 2 Kor 2:14 ff; Kol 2:14-15; 2 Thes 2:8; Heb 2:8-15; Åb 20:14; 21:4).

Kristi komme til verden, hans død, opstandelse og himmelfart er et dødsstød rettet mod disse kræfter, men ikke deres endelige tilintetgørelse. Den venter til hans komme i herlighed. Verden fortsætter sin gang som om intet er hændt; fjendtlige og ødelæggende magter og kræfter gør sig stadig gældende i naturen og der voldes stadig ondt skabningerne imellem, tørke og heftige og ødelæggende regnskyl er stadig en del af naturens gang, orkaners rasen, jordskælv, tsunamier, epidemier, sultkatastrofer og krige hører stadig livet på jorden til.

Synden og døden er endnu på tronen. Men kun for en kort tid, og for os, som kender Jesus Kristus og hører ham til, er riget allerede i en vis grad en virkelighed ved den iboende Helligånd, som vi har fra Gud (Rom 8:18 ff.).

Gud forlader os ikke i lidelsen

Sygdom og død, lidelse, forfølgelse, tab af ære, arbejdsløshed, fattigdom, miskendelse og frustration hører livet i en falden verden til, og kristne er ikke lovet, at de vil blive skånede. Nogle af disse trusler er vi endda mere udsatte for end andre.

Gud har lovet at være med os og hos os og aldrig at ville forlade os. Og han har lovet at føre os frelst ind i sit rige. Men han har ikke lovet at skåne os for kalamiteter. Og han har heller ikke lovet os svar på, hvorfor disse rammer, og hvorfor de rammer os. Vor tro på Gud må være omfattende nok og stærk nok til også at rumme disse.

Den kommende verden og den kommende tidsalders er “forklarelsens verden og forklarelsens tidsalder”. Måske får vi da svar, eller hvad der er mere sandsynligt, måske har vi da slet ikke brug for svar. Men indtil da lever og vandrer vi i tro, og det gælder også de gådefulde, smertefulde og angstvækkende ting i livet.

Hellere leve med uvished om svaret end med en dogmatisk benægtelse af, at ulykker, sorger, livsgåder og uforklarlige tilskikkelser er uden for Guds vilje og plan. Skriften siger om den Gud, vi tror på og bekender, at “han danner lys og skaber mørke, og frembringer fred og skaber ulykke, jeg, Herren, frembringer alt dette” (Es 45:7).

Evangeliet vidner om, at Gud i Kristi kors udfordrer verdens visdom og magt ved at optræde i svaghed og dårskab, men føjer også til at “Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker” (1 Kor 1:18-25).

Af og til bliver det i den terapeutiske teologi, som så mange i dag har taget til sig, udlagt som om, at Gud er svag og kun svag, og at hans nærvær hos os er båret af og karakteriseret af, at han har solidariseret sig med vor svaghed og kommer svag og magtesløs til os, som vi selv er svage og magtesløse.

Defineret på rette måde og sat i den rette kontekst er der sandhed i den iagttagelse, men som et generelt og universelt udsagn om Gud duer det ganske enkelt ikke. Gud har ikke fralagt sig nogen af sin attributter.

Tolker vi Jesu kraftfulde opstandelse ud af evangeliet, forvansker vi evangeliet og ender med noget andet end evangeliet. Det samme sker, hvis vi tolker korset ud af opstandelsen. Her er der noget, vi skal vogte og passe på. Gud oprejste Jesus ved sin herlighed og kraft, og i det er evangeliets sejr, kraft og håb.

Gud er ved Jesus Kristus os nær i al vor lidelse og savn; Kristus og budskabet om Ham er blevet os til sand trøst, men det ophæver ikke, at Guds styrende og overstyrende hånd har været og er i ulykken, mørket, sorgen, angsten, det pinefulde ubesvarede “hvorfor?, hvorfor?”. Lykkelige er vi, hvis vi da kan vise Gud den tillid, at vi kan synge Ham tilbage:

Skjult i dit væsen, du evige visdom, ledes jeg frem ad den ukendte vej; blind er din tjener, men du kender stien, alt jævnes ud for dig!