Jobs Bog: Klage vendt til glæde

Af Carsten Thomsen

Herren til Elifaz fra Teman: “Min vrede er flammet op mod dig og dine to venner, fordi I ikke har talt sandt om mig, sådan som min tjener Job har gjort. Tag derfor syv tyre og syv væddere, og gå hen til min tjener Job, og bring et brændoffer for jer selv. Så skal min tjener Job gå i forbøn for jer. Jeg vil bønhøre ham og undlade at bringe jer i vanære. I talte jo ikke sandt om mig, sådan som min tjener Job gjorde.” Så gik Elifaz fra Teman, Bildad fra Shua og Sofar fra Na'ama hen og gjorde, hvad Herren havde pålagt dem, og Herren bønhørte Job.

Da Job gik i forbøn for sine venner, vendte Herren hans skæbne og gav ham dobbelt så meget, som han før havde haft.

Jobs Bog 42:7-10.

“I talte jo ikke sandt om mig, sådan som min tjener Job gjorde”.

Det er i sandhed overraskende ord fra Gud. For disse ord kommer efter Guds reprimande af Job i de foregående kapitler - og Jobs dybe anger over at have talt om ting, han ikke forstod sig på - efter at Job igennem hele bogen havde klaget til Gud og ja i endnu højere grad havde anklaget Gud, fordi han havde “skjult” sig og forholdt sig tavs.

Job sagde mange forkerte ting om Gud. Og han fik tegnet et billede af Gud, som en barsk, utilnærmelig, fjern Gud, der stort set var ligeglad med, at den troende led og havde det svært.

Job fik læst og påskrevet af Gud, da han viste sig i stormen - men det er ikke alt, hvad Gud har at sige. For Job glædede Guds hjerte. Gud elskede Job. Han fremhævede denne mærkelige mand. “Hans lige findes ikke på hele jorden; han er en retsindig og retskaffen og gudfrygtig mand, der holder sig fra det, der er ondt.”

Gud holdt af Job, fordi han lagde alt frem for ham. Job sagde ikke bare det til Gud, som vennerne ville have, han skulle sige, eller som han troede, Gud ønskede at høre. Job fortalte nøjagtig det, som var i hans hjerte.

Men selv om Gud tog alt fra Job, så var der en grænse for Jobs anklager. Han forbandede ikke Gud, han holdt fast i Gud, på trods af, at alt i hans følelser og erfaring fortalte ham, at Gud havde vendt sig imod ham og ikke ønskede at have med ham at gøre.

Jobs anklager chokerede ikke Gud - faktisk foretrak han Jobs vrede protester i stedet for Jobs venners pæne og letkøbte forsvar for Gud. For vennerne talte uden barmhjertighed og med en alvidende attitude begrænsede de i den grad Guds Almagt ved at påstå altid at kunne aflæse Guds motiver og planer og hensigter.

Der var i stedet en gennemskuelighed og ærlighed i Job, som Gud holdt af. Det var ikke “korrekt” det, Job sagde, men det var sandt i den forstand, at Job var ærlig omkring den lidelsessituation, som ikke gav nogen som helst mening for ham.

Han ønskede brændende et møde med Gud, men i sin begrænsede forstand, så kunne han ikke se ind i himlen og alt det, som skete der mellem Gud og Satan - og hans egen rolle i Guds planer.

En af de vigtigste ting, vi kan lære fra Jobs Bog er aldrig at give op. Aldrig at lade samtalen med Gud forstumme. Altid at holde fast i Gud på trods af det mørke, vi skulle befinde os i. Der er meget mere mellem himmel og jord, end vi aner - også når det handler om detaljerne i vores eget liv.

Det er vigtigt at huske på, at Guds planer er over vores planer. Hvad vi beder om og ønsker i en svær situation er ikke altid det, Gud ønsker at gøre med os. Det, som sker i os er for Gud ofte langt vigtigere end det, der sker med os. Vort forhold til Gud, det at vi stoler på ham, no-matter-what.

Feel-good-end

I filmverdenen er der en genre, som bliver kaldt en “feel-good-movie”. Dem holder de fleste af, for de ender godt. Jobs Bog har også en “feel-good” slutning.

Det er dyb ironi, at Jobs venner, som i hele bogen legede “dommere” over for Job, nu har behov for Jobs forbøn. De har nu brug for at bringe brændofre for dem selv foran Herren og pænt vente på, at Job træder ind som mellemmand og beder for dem.

Det er dejligt her ved afslutningen af Jobs Bog at se, hvor hurtigt Gud er til at tilgive vennerne. Her er der ikke brug for årelange bodsøvelser. Guds nåde, godhed og barmhjertighed skinner klart igennem i dette sidste kapitel. I Guds håndsudrækning til Jobs venner, som bliver budt ind i varmen igen via Jobs forbøn.

Vi ser også her Guds overstrømmende velsignelse af Job, som får dobbelt op hældt ind over sit liv af venners trøst, umådelig rigdom, et langt liv og sønner og smukke døtre, børnebørn, oldebørn og tip-oldebørn. Det skorter så sandelig ikke på Guds godhed - hvilket er en god reminder i de svære tider. Gud er stadig Gud, og Gud er stadig en god Gud. Uanset hvilken situation, vi befinder os i.

- Herrens stier er altid godhed og troskab for dem, der holder hans pagt og hans lov, står der i Salme 25:10.

Så lad os lade Bibelen tale for sig selv og aflevere denne “feel-good-ending” (Job. 42:11-17):

“Alle Jobs brødre og søstre og alle de, der tidligere havde kendt ham, kom hos ham og spiste sammen med ham i hans hus.

De viste deres medfølelse og trøstede ham på grund af al den ulykke, Herren havde bragt over ham. Og de gav ham hver en kesita og en næsering af guld. Fra da af velsignede Herren Job mere, end han tidligere havde gjort. Han fik fjorten tusind får, seks tusind kameler, tusind spand okser og tusind æselhopper.

Han fik syv sønner og tre døtre; den første kaldte han Jemima, den anden Kesia og den tredje Keren-Happuk. Så smukke kvinder som Jobs døtre fandtes ikke i hele landet, og deres far gav dem arvelod på linie med deres brødre.

Job levede endnu 140 år og så sine børn og børnebørn i fire slægtled. Så døde Job gammel og mæt af dage.