Jobs Bog 38: Gud taler i stormen

Af Carsten Thomsen

Det er et vidunderligt privilegium, at vi som troende får lov til at “udøse vort hjerte som vand foran Herren”. Vi kan komme til ham, når vi er fyldt af glæde, men også når vi er fyldt af sorg og vrede og vort hjerte er spændt til bristepunktet med tvivlende og anklagende spørgsmål.

Det sidste ser vi hos flere salmister og også i Jobs Bog. Job har skreget sig hæs og har stillet spørgsmålstegn ved, hvad Gud egentlig har gang i. Hører han overhovedet? Hvorfor svarer han ikke? Hvorfor skal den retfærdige lide? Hvorfor bliver de onde ikke straffet? Hvorfor er Gud uretfærdig?

Anklagerne har været alvorlige og vi føler også, at Job er blevet tildelt et for hårdt lod i livet.

Fra kapitel 3 til 37 har snakken gået mellem Job og hans venner - og nu taler Gud endelig. Men det, Herren siger, går stik imod det, vi forventede han ville sige. Her er ingen trøstende ord, der viser medfølelse. Der følger ingen forklaring på, hvorfor Job lider.

Hvem formørker det, jeg har bestemt?

I stedet for blide og omsorgsfulde ord, så lyder Herrens røst som lyn og torden inde fra en storm.

Hvem er det, der med uforstandige ord formørker det, jeg har bestemt? Spænd bæltet om lænden som en mand, og giv mig svar, når jeg spørger dig!

Det er en susende stemme i stormen, som blæser Job omkuld. Stå standhaftigt fast på jorden Job. Nu taler JEG, HERREN. Og det er som om, at Job lige nu befinder sig i orkanens øje.

Job havde spurgt Gud om, hvor han var - og nu lyder det sarkastisk tilbage til Job:

Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Fortæl det, hvis du har forstand til det! Hvem bestemte dens mål – det ved du vel?

De mange spørgsmål

I fire kapitler peger Gud på sit skaberværk og stiller over 70 spørgsmål til Job.

Han peger på solopgangen, på stjernerne, på hesten, vildæslet og strudsen, hvis “vinger vækker morskab”. Et absurd dyr, der er skabt med vinger, men som ikke kan flyve. Og Gud trækker endog mystiske og mytiske fabeldyr som Behemot og Livjatan, der spyr ild, ind i sin store zoologiske parade.

Herren peger på alt det vidunderligt storslåede, han har skabt. Det smukke, komiske, frygtindgydende, mystiske og uudgrundelige i naturen og universet, som alene skyldes Guds skabende kraft. Det er Herren selv, der står bag det og ved sit Ord skaber og opretholder alt.

Hvad i alverden sker der? Hvordan skal det hjælpe Job? Vi føler ikke, at det er et tilfredsstillende svar. Men blot fordi Gud ikke fylder Job (og os) med teologisk indsigt i lidelsens problem, så er det ikke det samme som, at Job intet svar får. Job får nøjagtig det svar, han har behov for lige der, hvor han står med sine store spørgsmål og sårbare smerte.

Hvad er Guds svar til Job? Det er Gud selv. JEG ER - det er Herrens svar til Job. Det er vel nok den vigtigste lektie til os i Jobs Bog, og til alle, der lider, og som oplever modgang og smerte.

Hvad er det, som Job får øjnene op for her?

1. Gud gør sig kendt

Ligesom Gud mødte Moses i et tordenvejr, med lyn og ild og jordskælv, så møder Herren nu Job. Det er intet mindre end en teofani - Gud, der kommer nær og åbenbarer sig selv. Og stormen både afslører og tilslører Guds herlighed og majestæt. “Gennem storm og uvejr går hans vej”, står der i Nahum 1:3.

Og i dette afsnit bruges der et nyt ord om Gud i Jobs Bog - nemlig Herren - Yahweh - det navn som taler om Guds selveksistens “Jeg er den, jeg er” (2. Mos. 3:14). Det navn, som taler om Guds personlige pagtsforhold med Hans folk. Job ønskede så inderligt, at Gud ville gøre sig kendt for ham (Job 23:3-4):

Gid jeg vidste, hvordan jeg skal finde ham og nå frem til hans bolig. Så ville jeg fremlægge min sag for ham og tage kraftigt til genmæle.

Jobs værste frygt var, at Gud havde forladt ham. Tavsheden, isolationen og ensomheden var det værste. Job vidste intet om, at Gud jo bevidst og som led i prøvelsen af Job måtte være tavs, måtte fjerne sig og lade Satan ramme ham. Job måtte lære at stole på Gud midt i mørket.

Men Gud lyttede og hørte alt, hvad Job sagde. Gud var aldrig fraværende og udeltagende. Og det er dette nærvær, som nu bliver kendt over for Job.

Da Job mødte denne Gud, oplevede denne åbenbaring af Gud, så forstummede alle hans spørgsmål. Han ville tage til genmæle og fremføre alle sine anklager mod Gud. Men nu forsvinder de som dug for solen.

Hele Guds tale understreger over for Job, hvor umuligt det er at komme til Gud på lige fod. Gud skylder ikke ham (eller os) nogen forklaring på, hvorfor vi lider. Herrens veje er uransagelige og uudgrundelige, de er langt over vore veje. Vores lidelser indgår i en hel række af andre faktorer i Guds store plan med denne verden og med andre mennesker.

2. Guds visdom og indsigt er langt over vores

Det synes mærkeligt, at Herren lader denne parade af dyr gå forbi Job. Er det virkelig god medicin? Jesus pegede på liljerne på marken for at forklare Guds omsorg for hans børn (Luk. 12:27), Gud peger nu på fuglene og siger til Job:

Er det din indsigt, der får høgen til at svinge sig i vejret, spile vingerne ud og flyve mod syd? (Job. 39:26).

I begge tilfælde ønsker Gud at gøre os opmærksom på hans visdom, indsigt og magt. Gud skaber og styrer og er i kontrol.

Gik alle konger frem på rad, i deres magt og vælde, de mægted’ ej det mindste blad, at sætte på en nælde.

Sådan synger vi i en salme. O store Gud, der er fra evighed til evighed, som har tændt millioner af stjerner og nørklet enhver dna-kode sammen. Hvad er vi i forhold til Ham? Vi forstår kun en lille brøkdel af alt det underfulde i livet - og i vort eget lille liv. Og vi har så uendelig lidt kontrol over livet, naturen, universet. Så lidt magt over hverdagen. For os synes tingene nogle gange tilfældige, uretfærdige, ubarmhjertige. Men kan vi tale ret og fyldestgørende om selv de mindste ting i universet?

Det mindste græs jeg undrer på, I skove og i dale, Hvor skulde jeg den visdom få, Om det kun ret at tale?

Hvor små er vi ikke i forhold til den mægtige Gud? Gud fylder Job med et helt nyt perspektiv. Han løfter ham op og peger på sin egen visdom og magt. Og selvom Job bliver lille, så bliver Gud stor.

3. Gud er i kontrol og sætter grænser

Hvem spærrede havet inde bag porte, da det brød ud af moderlivet, dengang jeg gav det skylaget til klædning og de mørke skyer til svøb, da jeg afstak en grænse for det og indsatte port og slå og sagde: »Hertil må du komme, ikke længere, her standser dine stolte bølger.

Skal du drage min retfærdighed i tvivl, dømme mig skyldig, så du selv kan få ret?

Gud peger på, at han er i kontrol, og det er ham, som sætter grænserne. Det gjorde han også omkring Jobs lidelser, da han fortalte Satan, at han kunne ramme Job - men der var en grænse. Hans liv måtte han ikke tage.

Job har i sine klageråb stillet tvivl ved Guds retfærdighed. Ved hans kærlighed til ham, fordi han tillod alt dette at regne ned over ham.

Lidelser har det med at gøre vort liv uendelig snævert og formørket. Vi reduceres som mennesker til vores lille verden fyldt med modgang. Nogle anklager, som Job, Gud for deres smerte, men ofte ser vi slet ikke livets store sammenhænge og aner ikke, hvilket formål det tjener i Guds store frelsesplan for andre mennesker, nationer og folk - eller i vort eget liv og den tro og tillid, som Gud ønsker for os.

Når der er så mange ting i universet og i livet, som Job slet intet forstår af eller har magt over, hvorfor er han så så sikker på, at han ville kunne forstå sine egne lidelser? Og grundene der ligger bag dem? Der er ting, vi ikke kan forstå, fordi Gud er Gud, og det er vi ikke.

Nu har jeg set dig

Vi ser i Jobs svar, at han har fået en ny ydmyghed og indsigt over sit eget liv i forhold til Gud.

Job svarede Herren: Nu ved jeg, at du formår alt, intet, du har besluttet, er umuligt for dig. Hvem er det, der uden kundskab tilslører det, du har bestemt? Jeg har talt om noget, jeg ikke forstod, om ting, der var for underfulde til, at jeg kunne vide besked. Jeg sagde: »Hør, jeg vil tale, jeg vil spørge dig, og du skal give mig svar.« Jeg havde hørt rygter om dig, men nu har jeg set dig med egne øjne; derfor kalder jeg alt tilbage og angrer i støv og aske.

Ydmyghed, anger, en tilbagekaldelse af det, han har sagt, en erkendelse af, at han har talt om ting, han slet ikke kunne udtale sig om. Det er Jobs afsluttende ord.

Guds tale til Job lærer os, at der altid vil være nogle mysterier omkring lidelsen i verden og i vore liv - ting, vi ikke forstår og aldrig vil få besked om. Det må vi have in mente, når vi hurtigt udtaler os om, at Gud synes uretfærdig og at han ikke kan være en kærlig Gud, med så meget ondt i verden.

Gud er stadig i kontrol og regerer suverænt, på trods af at hans vilje ikke sker på jorden som i Himlen, på trods af menneskers ondskab og Djævelens angreb og de onde åndemagter. Hvordan disse ting spiller sammen er et mysterium for os, vi aldrig vil kunne forstå, og som vi må være varsomme at udtale os for skråsikkert om.

Guds tale lærer os, at det vi allermest har brug for er Gud selv. Ikke indviklede forklaringer på lidelsens problem, men et møde med den Gud, som er åbenbaret i Skriften.

Et møde med den Gud, der sendte sin Søn i døden for vores skyld. Som selv led for at vi kunne leve. Et møde med den Fader, som våger over os og har omsorg for os, den Hyrde, der leder os. Den Gud, hvis Ord giver lys nok i vort liv til at vi altid kan stole på Ham og vide os sikker i hans trofaste kærlighed.

Vi vil i næste artikel runde Jobs Bog af og se på det, som Gud afsluttende siger om Job og hans venner.