Jobs Bog 19: Når ingen hører mit nødråb

Af Carsten Thomsen

I de seneste to artikler har vi set på Jobs venner, og nu skal vi tilbage til manden på askedyngen.

Vi så i artiklen om kapitel 3, hvordan lidelsen tappede livsmodet fra Job fuldstændig, og hans første klageråb om bare at få lov til at dø. Vi vil i denne artikel springe frem til kapitel 19, efter at Job og hans venner har fået godt gang i diskussionen om hans lidelser.

Job er blevet ramt af sygdom i en sådan grad, at han rent fysisk er nærmest ukendelig. Hans sår og bylder stinker og væsker og gør, at alle omkring ham holder sig på lang afstand. Men det er ikke kun stanken, der gør, at ingen vil nærme sig Job. Han regnes også for en ulykkesfugl.

En Jonas i båden, der er skyld i uvejret. Gud er vred på ham på grund af hans synder, og har derfor straffet ham. At associere sig med Job vil være det rene selvmord. Sådan tolker i hvert fald hans venner situationen, og det gør formentlig alle andre omkring ham.

Så Job starter med at klage over sine venners hårde ord imod ham. V. 2-3:

Hvor længe vil I plage mig
og knuse mig med jeres ord?
Nu har I ti gange gjort mig til spot,
I skammer jer ikke for at gøre mig uret.

og i afsnittet v. 13-20 beskriver Job, hvordan sygdommen har isoleret ham:

Mine brødre holder sig
på afstand af mig.
Mine nærmeste og mine bekendte
har forladt mig,
de folk, jeg havde boende,
har glemt mig.

Mine trælkvinder
regner mig for en fremmed,
Kalder jeg på min tjener,
svarer han ikke;
Min kone væmmes ved min ånde
og mine brødre ved min stank.
Selv børn foragter mig.

Men værst af alt, så virker det på Job som om, at Gud har forladt ham og ikke lytter til ham - ja, at han endda er hans fjende, v. 7-11:

Jeg skriger: Vold!
men får ikke svar.
Jeg råber om hjælp,
men der er ingen ret.
Han spærrer min vej,
så jeg ikke kan komme frem;
han lægger mørke over mine stier.
Hans vrede flammer op imod mig,
og han regner mig for sin fjende.

Ensom og misforstået

Det er meget genkendeligt. Når vi lider og kæmper med ting i livet, så føles det ofte som en ensom kamp. Vi kan nemt føle os forladt og alene.

Kun jeg selv kender min egen smerte - om den er i kroppen eller i sindet. Det er kun mig, der ved, hvor hårdt det er at komme igennem dagen i dag. Og ydermere er der så den smerte, at vi ikke føler, at nogen rigtig forstår os eller lytter til os.

Ja, lidelsen påvirker også vort åndelige liv. En nagende tvivl om Gud og Guds karakter kan plante sig i os. En usikkerhed og forvirring omkring Guds kærlighed og barmhjertighed, som vi i mange år har fundet så stor trøst i, og sat vores tillid til.

Vores “teologi” bliver rystet. Og en tvivl om ens egen tro kan også plante sig i os. Er det mig, der er noget galt med, siden dette har ramt mig? Har jeg synd i mit liv, jeg ikke kender til, eller tugter Gud mig, straffer mig. Er Gud vred på mig?

Netop dette oplever Job. Og nok meget mere forstærket end de fleste af os: Var der bare nogen, som ville lytte til mig. Jeg er jo uskyldig, og Gud straffer mig helt uretfærdigt. Gud er blevet min fjende, uden at jeg har gjort noget ondt! Venner, familie, tjenere, børn - hvorfor er der ingen af jer, der lytter til mit nødråb. Hører I! Hvem vil forsvare mig? Hvem vil vidne for mig?

Job bruger gang på gang i sine klageråb udtryk fra en retssal, et billede af en anklaget, der står foran sit livs Dommer. Job håber, at han kan stævne Gud i retten, appellere, føre sin egen sag, træde frem foran tronen. Men samtidig indser han det umulige i det. For han har brug for en, som kan vidne for ham. Som kan forsvare ham. Han er ikke et menneske som jeg, så jeg kan tage til orde imod ham, og vi kan mødes i retten. Der er ingen voldgiftsmand, som kan mægle mellem os. (9:32-33)

Hvis han bare fik lov til at fremføre sin sag, og så alligevel ikke. For han har ingen chance over for Gud. Gud ville ikke høre på ham. Han længes derfor efter en, der kan mægle mellem ham og Gud, så han kunne få sin sag i orden igen med Gud.

Job kendte til dette. Det var jo ham selv, der var mellemmand og bragte brændofre for sine sønner og døtre, fordi han frygtede, at de måske havde syndet under gildedagene. Han talte deres sag foran Gud.

Men nu havde han ingen til at tale sin sag. Konen ønsker bare, at han skal forbande Gud, hans venner siger, at han skal bekende sine synder. Men Job har jo levet et liv i lydighed og bekendelse, så det er ikke her, problemet ligger.

Job misforstår lidelsen Vi ved, som læsere, at Job er forkert på den. Hans perspektiv er sløret af de sår, han skraber af sig med potteskår. Vi er jo blevet taget med ind bag forhænget i himlen og har hørt Gud og Satans væddemål om Job.

Satan mener, at Job kun tjener Gud, fordi han får noget ud af det. Han bliver velsignet og belønnet. Tages disse ting fra Job, så vil Job forbande Gud op i hans åbne ansigt. Og Gud giver nu Satan lov til at ramme Job.

Vi ved, at det ikke er Gud, som direkte straffer Job. Gud er ikke vred på Job. Gud er ikke Jobs fjende. Tværtimod er det Gud, som glæder sig over Jobs retfærdige, retskafne liv. Det er Jobs tro, hans trofasthed over for Gud, som nu bliver testet. Gud er ikke anklageren. Tværtimod er han Jobs forsvarer, men det ser Job desværre ikke.

Djævelen derimod er den, som betvivler Jobs troskab og oprigtighed. Han er den snigende, sleske slange, der forklæder sig som Gud over for Job og får ham til at tænke alle mulige forkerte tanker om Guds karakter og handlemåde. “Jeg råber om hjælp, men der er ingen ret”, siger Job. Et andet sted siger han: Han (Gud) jager efter mig for en bagatel; uden grund tilføjer han mig sår på sår”.

Et håb midt i mørket

Det er faren for os alle sammen. At havne i Jobs situation. Vi har ofte så lidt lys over vores lidelser, årsagen til dem. Men vi har et langt større lys, som bør overstråle dem. Og det lys kommer fra Skriftens åbenbaring af, hvem Gud er, og hvad Gud har gjort for os i Jesus Kristus, og ønsker at gøre i os. Og hvilken opmuntring er ikke kapitel 19 for enhver troende.

For mens alt ser mørkest ud for Job, så planter Gud en sprække af lys i Jobs sind, som gør, at han kan holde ud og blive ved med at holde fast i den Gud, som lige nu synes at være hans fjende.

Håbet gror langsomt i Job. I starten synes alt håb at være slukket. Job ved, at han snart skal dø - og dø uden at blive renset og frifundet af Gud.

“Den, der går ned i dødsriget, kommer ikke op igen” (7:9), og han fortsætter i 10:21-22: “før jeg går bort til mørkets og mulmets land, hvorfra jeg ikke vender tilbage, det land, der er mørkt som det dybeste mørke”.

Senere i 14:14 grubler Job videre, men nu bliver det stillet som et spørgsmål:

”Kan en, der er død, få liv, da ville jeg holde ud alle min trængsels dage, til afløsningen kom”. Måske har døden alligevel ikke det sidste ord. Og så i kapitel 16 får Job nogle nye tanker:

Jord, dæk ikke mit blod til! Mit skrig må ikke stedes til hvile. Også nu har jeg mit vidne i himlen, min forsvarer i det højeste. Mine venner spotter mig, grædende vender jeg blikket mod Gud. Gid han ville skaffe en mand ret over for Gud og et menneske ret over for sin næste (16:18-21)

Også nu har jeg mit vidne i himlen, min forsvarer i det højeste. En ny vished planter sig i Job. “Jeg har en mægler, en forsvarer, en, der vil vidne for mig”, siger Job. Og her i kapitel 19 siger han:

Dog ved jeg, at min løser lever,
til sidst skal han stå frem på jorden.
Når min hud er skrællet af,
når mit kød er tæret bort,
skal jeg skue Gud; ham skal jeg skue,
ham og ingen anden skal mine øjne se.
Mit indre fortæres af længsel. (v. 25-27)

Dog ved jeg. Hvad er det, som Job ved? Hvem er dette “vidne i himlen”, “min forsvarer i det højeste”, “min løser”, som en dag skal stå frem på jorden, efter at Job er død og borte og skaffe han ret og være hans forløser?

“En løser” er oversat fra det hebraiske ord “go’el”. Det bliver brugt i flere forskellige sammenhænge. Mest om en slægtning, der går ind og betaler ens gæld, eller frier en ud af slaveri.

Det er brugt i Ruths Bog, hvor Boas bliver Ruths “Go’el”, hendes slægtnings-løser og derved frelser hende fra fattigdom og enkestanden. Det bliver også brugt om Gud som Israels løser, løskøber, forløser (Sl. 19:15, Es. 43:14).

Job taler mere sandt her, end han lige selv er klar over. Fra det lys, som vi får fra Det Nye Testamentes åbenbaring er det nemt at identificere denne himmelske løser. Det er ingen anden end Jesus Kristus.

Gud, der selv blev menneske for at tage vore synder på sig, så han kunne forløse os, så Jesus kunne være vores mellemmand, vores voldgiftsmand, vores vidne og forsvarer. Guds vrede blev lagt på ham, og ikke på os.

Det er svært at tyde, hvor meget Job nu forstår om denne løser. Ser han ham som den barmhjertige Gud, som han tidligere kendte, som nu går ind og bliver hans forsvarer over for Gud? Det er paradokset, som på en eller anden måde rumsterer i Job. At Gud selv vil en dag stå frem og forsvare ham. Hvor meget Job nu forstår er uklart.

Men to ting bliver klart for Job. Han er her klar over, at han vil blive frifundet og renset. Og at han en dag, selv om hans hud er skrællet af, vil se Gud, ansigt til ansigt. Det er, hvad han længes inderligt efter.

Og her aner vi også konturerne af et opstandelseshåb i Job. Jeg skal om en lille uges tid (i skrivende stund) igen ind og høre Händels Messias med Camerata-koret i Holmens Kirke. Det har i mange år været en fast tradition.

Der er mange højdepunkter i dette formidable oratorium. Et af dem er, når sopranen står frem og synger arien “I know, my Redeemer liveth” med al den følsomhed og sikkerhed, hun kan mønstre.

Og arien indeholder vers 25 og 26 af Job 19. Og så kobles de sammen med 1. Kor. 15:20: “Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen”.

Det er en vidunderlig sammensmeltning af et gammelt- og et nytestamenteligt opstandelseshåb. Jobs håb er de kristnes håb. Men vi kan udtale det endnu tydeligere med langt flere nuancer og farver og detaljer end Job kunne. Han så det i skyggens form, men vi ved det med endnu større sikkerhed, hvem der har sikret os dette håb.

“Ham og ingen anden skal mine øjne se. Mit indre fortæres af længsel”.

Der er en som lytter

Job vil hurtigt vende tilbage til sin smerte og vennernes anklager igen. Men denne vision i kapitel 19 har givet Job en sådan indre længsel, at han kan fortsætte med at holde fast i Gud og kræve sin ret over for ham.

Job fandt ud af, at han alligevel ikke var alene. Der var en som lyttede til ham, en der ville forsvare ham. Han ville komme til at se Gud en dag, ansigt til ansigt. Han blev fyldt med håb. Når vi føler os alene og isoleret i vor lidelse, føler at vi taler for døve øren og bliver misforstået, så er det godt, at holde fast i, at Gud har brudt sin tavshed og talt til os højt og tydeligt. I sin egen søn.

Selvom vi ikke ved, hvorfor vi skal lide netop nu, så ved vi, at der var en, som led for os. Vigtigere end at kende lidelsens hvorfor er at kende lidelsens hvem. Vigtigere end absolut vished om alle årsagerne til vor lidelser, så har vi en, vi kan komme til midt i smerten.

Denne løser går i forbøn for os lige nu ved tronen i Himlen. Denne løser ved, hvad det vil sige at lide. Han forstår os. Han lytter til os.