Jobs Bog: Sjælesorg, der bliver salt i såret

Af Carsten Thomsen

Tænk dig om!
Hvem er gået uskyldig til grunde,
hvor blev retskafne udslettet?
Dette har jeg set:
De, der pløjer med ondskab
og sår ulykke, høster det selv.
De går til grunde for Guds ånde,
forsvinder for hans vredes pust.
Elifaz til Job

Job 4:7-9

I er i sandhed de rette folk!
Med jer uddør visdommen!
Job til de tre venner
Job 12:2

Jobs Bog fra kapitel 3 til 32 er en lang samtale mellem Job og hans tre venner. En samtale, som udvikler sig til en ophedet ordveksling. Ja, til et skingert skænderi om, hvorfor Gud har sendt denne lidelse ind over Jobs liv, og hvordan Job burde håndtere sin lidelse.

Hovedargumentationen fra de tre venner kan koges ned til Elifaz’ indledende vers: “Hvem er gået uskyldig til grunde...De, der pløjer med ondskab og sår ulykke, høster det selv”.

Du har mistet dine penge, dit helbred, din familie, ergo: Du har syndet Job, og nu straffer og tugter Gud dig. Du har kun fået, hvad du har fortjent. Gud vil altid handle retfærdigt: Han straffer dem, som gør det onde og belønner dem, som gør det gode. Basta. End of discussion.

Men Job fremturer derimod. Jo, Gud straffer dem, som gør det onde og belønner dem, som gør det gode. Det er også, hvad Job tror på. Men nu giver det pludselig ikke mere mening. For Job ved med sig selv, at han ikke har gjort noget, som retfærdiggør de lidelser, Gud har ramt ham med.

- Du (Gud) ønsker jo at finde skyld hos mig og leder efter min synd, skønt du ved, at jeg er uskyldig, siger han (Job. 10:7)

Jobs venner har delvis ret. Deres argumentation bliver understøttet af andre skriftsteder i Bibelen, f. eks. Ordsp:12:21: “Intet ondt rammer den retfærdige, men uretfærdige har fuldt op af ulykke”.

I Galaterbrevet siger Paulus: “Gud lader sig ikke spotte. Hvad et menneske sår, skal det også høste: Den, der sår i kødet, skal høste fordærv af sit kød, og den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden”.

Her bliver princippet brugt som et åndeligt princip. Synd, ulydighed, ligegyldighed har konsekvenser. Lader man f. eks. sin Bibel stå på hylden og holder op med at bede til Gud, så vil vi snart miste det fortrolige, intime fællesskab med Gud.

Men for Elifaz og Co. betyder det noget andet. I deres optik kan Guds retfærdighed altid ses udmålt her i livet. Derfor vil han også i dette liv straffe ondskab. Hvis et menneske lider, så må han (eller andre i hans familie, eller tidligere slægtled) have syndet, og så er straffen retfærdig, Gud er vred. Og omvendt, hvis et menneske lever et gudfrygtigt liv, bliver det velsignet af Gud.

Velfærd og velstand

Fremgangsteologien, der har bredt sig i mange kirker, udspringer af netop denne tankegang.

Fremgangsteologien ser fysisk velbefindende og helbredelse mere som en belønning for en stor tro end som en ufortjent nåde. De ser velstand og rigdom som løfter, kristne har krav på, og alt de skal gøre er at række ud efter dem i tro, så vil de få dem.

Og bliver man ikke helbredt, går dette og hint problem ikke væk, så er der ikke noget i vejen med Gud (for Gud har jo lovet at give dig det. Han ønsker ikke at nogen kristen skal være syg eller lide).

Det er en selv, der er noget i vejen med. Man har ikke tro nok. Der er ubekendt synd i ens liv. Eller en eller anden ond ånd har taget magten over en og må fjernes. For Gud er jo en Gud, der rigeligt vil velsigne os med rigdom og et sundt liv. Og får vi det ikke, så er der noget i vejen i Guds ordnede univers, hvor tro og bønsiver belønnes og vantro og ulydighed straffes.

Sådan en tankegang gnider ofte kun salt i såret på den, der lider. Og det er nemt at blive smittet af denne forståelse af, hvordan Gud handler i verden og i vores lidelser.

Kristne, der lider, eller som er i modgang, vil ofte stille nogle af de samme spørgsmål som Job. Der vil hos mange være en latent skyldfølelse. Nogle gange kan den jo være autentisk og virkelig nok. Der er synd, som må bekendes og slippes. Der er adfærd som må ændres. Men ofte så er det en imaginær skyld, en fejlagtig skyldfølelse, der bemægtiger sig os.

Gud må jo være vred på mig, siden jeg rammes af dette. Jeg ved jo også godt, at helt uskyldig er jeg ikke. Jeg har også tvivlet på Gud. Jeg har ikke tro nok, ellers ville Gud have hørt og besvaret mine bønner for længst. Nu tugter han mig. Nogle kristne sidder fast her. Lidelsen bliver et stort dilemma. Noget, som skal fjernes, før mit liv og min tilværelse er bragt ind under Guds vilje igen. Vennernes råd slår fejl

Problemet med de tre venners teologi

FOR DET FØRSTE

Jobs venners argumentation tager ikke højde for, at mennesker også lider, fordi vi lever i en verden fuld af synd - og ikke nødvendigvis vores egen personlige synd. Syndefaldet betyder, at vi lever i en brudt verden. Det regner både på retfærdige og uretfærdige.

FOR DET ANDET

Jobs venner tager ikke evigheden med i beregningen. De har ikke tålmodighed nok til at vente til den endelige dom. Jo, Gud vil straffe uretfærdige og belønne retfærdige. Men først ved den endelige dom vil vi erfare dette i sin totale helhed. Der kommer en dag, hvor al ondskab og uretfærdighed kommer for dagen og bliver straffet. Nej, Gud lader sig ikke spotte. Bestemt ikke.

FOR DET TREDJE

Jobs venner giver ikke plads til Guds suveræne vilje med os. De tager sagen i egen hånd.

De er overbevist om, at de nøjagtig ved, hvad Gud mener om Job, og hvorfor Job lider. Hør blot Elifaz’ selvsikre statement:

Se, det har vi udforsket, sådan er det! Du skal høre det og selv forstå det. (Job 5:27)

De er overivrige efter at forsvare Gud og hvordan han handler, og fortæller Job, hvorfor Gud handler som han handler. I stedet burde de bøje sig og være stille over for ting, de ikke forstår. Være stille over for lidelsens mysterium. Vi må lade Gud være Gud. Også midt i lidelse, vi ikke forstår.

Salme 75:8: “For det er Gud, der er dommer, den ene ydmyger han, den anden ophøjer han”.

Ordsp. 21:1: “Som en bæk er kongens hjerte i Herrens hånd, han leder det hen, hvor han vil.”.

Rom. 9:15: “Han (Gud) siger jo til Moses: Jeg forbarmer mig, over hvem jeg vil, og viser nåde, mod hvem jeg vil.”

FOR DET FJERDE

Jobs venner kender ikke til korset. Her døde en uskyldig, her led en retfærdig, og endda Guds egen søn.

Vi vil komme ind på dette i en senere artikel, men den retfærdige og den uskyldiges lidelse må og skal knyttes sammen med Jesu stedfortrædende død - den må ses i lyset af korset.

Vi er “Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham” (Rom. 8:17).

“Nu glæder jeg mig over det, jeg må lide for jer; og hvad der mangler af Kristi trængsler, udfylder jeg med min egen krop for hans legeme, som er kirken”.

Disse vers vil jeg ikke forsøge at forklare her - men korset åbner for en ny dimension i lidelsen, som Det Gamle Testamente kun viser os i glimt.

Og korset kaster også lys over den troendes lidelse. For den er aldrig meningsløs, men Gud har altid et formål med den. Ultimativt at føre os til vores mål og bestemmelse i livet og i evigheden.

FOR DET FEMTE

De kommer med belæringer og advarsler til Job, når de i stedet burde trøste, vise empati og lytte til, hvad Job egentlig siger.

“Oven i købet nedbryder du gudsfrygt og svækker fromhed over for Gud. Det er din synd, der lærer dig at tale”, siger Elifaz (Job. 15:4-5).

Jobs venners råd kan koges ned til Bildads ord i Job. 11:13-15:

Hvis nu du kommer til fornuft og breder dine hænder ud imod ham – er der uret i din hånd, da fjern den, lad ikke uretfærdigheden bo i dit telt – da kan du skyldfri løfte dit hoved, urokkelig og uden frygt.

Job føler sig stødt (Job. 6:25):

“Oprigtige ord sårer ikke, men hvordan kan I irettesætte? Tænker I virkelig på at irettesætte mine ord? Er den fortvivledes ord da helt forgæves”.

Vennerne føler sig forarget over, at Job klager så højlydt og voldsomt til Gud. Men de sætter sig ikke ind i hans fortvivlelse. Den fortvivlelse vi se nærmere på i næste artikel.