Jobs Bog: Græd med de grædende

Af Carsten Thomsen

Da tre af Jobs venner hørte om al den ulykke, der havde ramt ham, kom de fra hver sit sted, Elifaz fra Teman, Bildad fra Shua og Sofar fra Na'ama; de mødtes og gik hen for at vise deres medfølelse og trøste ham. Men da de et stykke borte fik øje på ham, kunne de ikke kende ham; de brast i gråd, flængede deres kapper og kastede støv på hovedet. Så sad de syv dage og syv nætter på jorden hos ham. De sagde ikke noget til ham, for de så, hvor store hans lidelser var.
Jobs Bog 2:11-13

At trøste og hjælpe en person, der lider, er ikke nemt. Men dette korte afsnit i Jobs Bog er en vidunderlig enkel beretning om, hvad sande venner gør, når de hører om lidelser hos en, der står dem nær.

Fra disse tre venner kan vi ikke blot lære noget om, hvad vi ikke skal gøre, når en person lider (næste artikel) men også lære noget om, hvad vi kan gøre (denne artikel).

1. De besøger Job

Da tre af Jobs venner hørte om al den ulykke, der havde ramt ham, kom de fra hver sit sted, Elifaz fra Teman, Bildad fra Shua og Sofar fra Na'ama. Vi ved ikke præcist, hvor disse byer ligger, som de kom fra, og hvor lang tid de havde rejst.

Man tænker lidt på de tre vise mænd fra Østerland her. Måske de kommer langvejsfra, måske endda fra forskellige kulturer og lande. Det er formentlig velstående folk, som har kendt Job i hans velmagtsdage.

De beslutter sig for at mødes, så de kan komme i samlet flok, når de besøger Job.

Der er intet glædeligt over denne rejse. Den er tung, kommer måske ubelejligt, men da de hører om den store ulykke, der ramte Job, så smider de alting og rejser. Uden invitation. Uopfordret.

Det er ikke nogen selvfølge at have tre venner, der vil ofre så megen tid og besvær, når man lider. At tage ud på en måske længere rejse og være hos en person dag og nat i en hel uge. Ja, hvor meget længere, de var der, ved vi ikke.

Apostlen Paulus havde et stort netværk af venner og bekendte i det kristne fællesskab, men selv han måtte konstatere, at da hans budskab kom i modvind, da han blev fængslet, blev han forladt af stort set alle.

“Alle i provinsen Asien (har) vendt sig fra mig”, “Under mit første forsvar kom ingen mig til hjælp. Alle svigtede mig.” (2. Tim. 1:15; 4:16)

Når alt kom til alt, så var der kun en lille håndfuld tilbage. Han kunne regne med Timotheus, Epafroditus, med Onesiforos. Men ikke ret mange andre.

Hvad er vores første reaktion, når vi hører at en af vores venner lider? Når de er blevet syge, eller lider på den ene eller anden måde? Når de ikke viser sig i kirken, eller de er faldet i synd?

Mange tanker flyver gennem hovedet på en:

“Det er nok ikke belejligt, at jeg kommer”. “Måske gør jeg bare tingene værre”. “Hvad skal jeg sige?”, “Jeg har også selv travlt lige i denne uge, så jeg må nok udskyde det”. “Jeg har skrevet en sms og tilbudt min hjælp. Det må være nok”. “Der er sikkert andre, som kender ham bedre, der gør noget for ham”.

Måske bliver nyheden om en vens sorg eller sygdom ikke til mere. Vi forbliver måske inaktive og ignorerer vennen ud af frygt, ligegyldighed, manglende medfølelse, egen travlhed.

Jobs tre venner handler. De kommer. De kommunikerer sammen og beslutter sig for at besøge Job.

2. De viser medfølelse

De mødtes og gik hen for at vise deres medfølelse og trøste ham. Deres motiver for at besøge Job var ædle og gode. Ikke med en løftet pegefinger eller med munden fyldt med gode råd og belærende ord.

De kom for at vise deres medfølelse. Det er faktisk nok. Det lyder umiddelbart nemt. Men hvor er det svært.

Det er ikke altid medfølelse, der i første omgang fylder os. Sand medfølelse er uselvisk og kræver, at vi sætter os ind i den anden persons lidelse. Ja, nærmest tager den på os selv. Går ind i ens vens lidelse og siger: Nu er jeg med dig i det her. Jeg lider med dig. Du er ikke alene.

Nogle gange, så kommer det i vejen for vort eget liv. Vi ønsker ikke at blive konfronteret med lidelsen. Heller ikke hos en, der er tæt på os. Det er nærmest som om lidelse, smerte og sygdom hos en anden smitter os.

Den kan også gøre os i dårligt humør, og vi er bange for, hvad det koster virkelig at vise medfølelse.

En ven eller bekendts lidelse kan endda ryste os i vor grundvold, skabe ubalance i vores forståelse af hvem Gud er, få os til at tvivle på Guds kærlighed. Især når den, der lider klager til Gud, er vred på Gud, vender sig imod Gud. Eller den samme trofaste, retfærdige kristen gang på gang oplever modgang. Hvad skal vi så sige? Hvordan skal vi reagere?

Medfølelse og trøst koster noget, og kan måske koste mere end vi forestiller os fra starten af.

3. De viser deres sorg

Men da de et stykke borte fik øje på ham, kunne de ikke kende ham; de brast i gråd, flængede deres kapper og kastede støv på hovedet.

Jobs venner kunne ikke genkende ham, da de nærmede sig askedyngen, hvor Job sidder, ene og forladt og skraber bylder og åbne sår med et potteskår.

Hans venner var chokerede og lamslåede. Nok havde de hørt om hans ulykke, men dette var alligevel mere end de havde ventet.

De lader sorgen over deres vens lidelser komme til udtryk - ja de lader sig ikke skræmme af situationen men sætter sig på jorden sammen med ham og deler sorgen med ham.

Det er den normale reaktion, når vi ser en person tæt på os lide, når en god ven på kort tid går i hundene eller bliver totalt forandret på grund af en kræftsygdom. Chok og sorg. Det er naturligt at lade den komme til udtryk. Vi behøver ikke altid kæmpe med tårerne for ikke at græde, men som Paulus siger “græd med de grædende”. Vis din medfølelse og sorg.

4. De trøster med tavshed

Så sad de syv dage og syv nætter på jorden hos ham. De sagde ikke noget til ham, for de så, hvor store hans lidelser var.

En hel uge. Dag og nat sidder de der. Uden at sige et ord. Når en person lider tænker vi ofte febrilsk på, hvad vi kan sige, der kan opmuntre den lidende. Et godt råd, et trøstende bibelvers, en lille belærende bemærkning, hvis vi føler, at personen reagerer overdrevent voldsomt.

Tale er sølv, men tavshed er guld, siger man.

“Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt….En tid til at græde, en tid til at le. En tid til at holde klage, en tid til at danse”. (Prædikerens Bog 3:1,4).

En tid til at tale, og en tid til at tie, kunne vi fortsætte. At give tid og plads til klageråbet og lidelsen og sorgen uden at sige noget. Tid til en omfavnelse, et skulderklap, et forstående nik. Det er nogle gange den bedste hjælp, der findes. Blot at være nær. Lytte, prøve at forstå lidelsen, sætte sig ind i den.

Være den skulder, som den lidende kan læne sig op ad og græde ved. Være den arm, der trøstende kan lægge sig om den, der sørger. Være den, der kan købe ind og lave mad, gøre rent, og på anden praktisk måde være til hjælp, når den lidende ikke har overskud til andet end sorgen.

En anden side af vennerne Jobs venner havde ikke forudset, hvad der ville ske, da de kom for at trøste. Jeg tror, at deres motiver var ædle nok, deres sorg oprigtig nok.

De var virkelig Jobs venner. Nogle, der stod ham nær og ønskede ham det bedste. Måske nogle af dem, Job i første omgang ville sende en sms til, hvis han havde haft overskud og teknologien til det.

Men som vi læser i Jobs Bog, så kom de til at såre Job dybt med deres ord. Nogle indledende trøstende ord blev til en ophedet teologisk diskussion, hvor vennen blev glemt til fordel for ivrigt at forsvare deres egen forestilling om, hvem Gud var og hvorfor Job led, som han gjorde.

Havde de nu bare rejst hjem igen uden et ord, så havde de været Job til større trøst - og vort syn på dem havde været meget mildere.

Det er ironisk, at de kom for at trøste Job, men det var Job, der til sidst måtte gå i forbøn for dem, efter at de var blevet udskældt af Gud for deres mange ord. De kom for at vise medfølelse, men endte med at måtte angre og bekende deres synd, så de kunne blive genoprettet og få et fornyet fællesskab med Gud.

Da de først begynder at tale og rådgive Job, så viser de nemlig en helt anden side af sig selv. Og i disse ord finder vi megen lidt medfølelse og trøst. Tværtimod.