Jobs Bog: Når livet ikke mere er værd at leve

Af Carsten Thomsen

Gid den dag, jeg blev født, var slettet
Job 3:3

Jeg får ikke fred, ikke hvile, ikke ro for den rædsel, der kommer.
Job 3:26

En ulykke kommer sjældent alene, siger man, og Job kunne skrive under på det. Han blev ramt flere gange e er hinanden - og e er at have mistet børn, penge og sundhed, så svarer han med forbilledlig tro og tak:

Nøgen kom jeg ud af moders liv, nøgen vender jeg tilbage! Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet.

To gange - i kapitel1 og 2 - står der, at Job ikke syndede med det, han sagde. Trods opfordringen fra hans kone om at forbande Gud, så siger han kun få ord og er dere er tavs. Jobs venner kommer og græder med ham og sidder tavst sammen med ham i syv dage.

Stilhed en hel uge. Ikke et ord. Det eneste man hører er en hulken, et smertens suk. Ellers tavshed.

Og så lige pludselig afbrydes stilheden af Jobs første klageord: Gid jeg aldrig var blevet født! Hvilken kontrast fra prologens Job til poesiens Job. Fra lovprisning til livslede.

Kapitel tre i Jobs bog kæmper sammen med Salme 88 om at være det mørkeste kapitel i hele Bibelen. Salme 88 slutter med ordene: “Din harme slår ind over mig, dine grusomheder gør det af med mig; Ven og frænde har du taget fra mig, mine bekendte er borte i mørket” (vers 17, 19) - Job slutter med ordene: “Jeg får ikke fred, ikke hvile, ikke ro for den rædsel, der kommer”. Job 3:26.

Et kapitel om døden

Hele kapitlet beskriver Jobs fortvivlede morbide kredsen om sit eget livs meningsløshed og elendighed.

1. Så overvældende er hans lidelse, at han ønsker, han aldrig var blevet født. Han forstår slet ikke, hvorfor han skal leve, når livet er så mørkt og trist og håbløst.

2. I midten af kapitlet kommer alle Jobs “hvorfor, Gud?” på stribe med hudløs ærlighed:

Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen, hvorfor udåndede jeg ikke fra moders liv? (11) Hvorfor var jeg ikke som et dødfødt barn, der bliver gravet ned (16) Hvorfor giver Gud lys til de elendige, hvorfor giver han liv til de fortvivlede (20). 3. Og han slutter kapitlet med at opsummere sin situation, som han selv erfarer den: Gud har skjult hans vej og spærret ham inde (v. 23) og vers 24-26:

Mine suk er blevet mit daglige brød,

min stønnen vælder frem som vand.

Det, jeg frygter for, rammer mig,
og det, jeg gruer for, kommer over mig.
Jeg får ikke fred, ikke hvile,
ikke ro for den rædsel, der kommer.

Protest mod Jobs livslede

Satans ønske med at ramme Job var, at han skulle forbande Gud - og det er næsten som om, at den ondes angreb er lykkedes. Men så alligevel ikke.

Job forbander ikke Gud, ja han forbander som sådan heller ikke den dag, han blev født. I stedet beder han andre stærkere kræ er om at forbande den (v. 8). Jo, han klager over sin fødselsdag, ønsker at han aldrig havde set livet og håber, at døden snart kommer til ham. Men forbande Gud gør han ikke, selvom der ligger en bebrejdelse af Gud, at han overhovedet lod Job føde, når han nu trækker ham igennem al den lidelse.

Der lyder nok i vores indre en protest mod Jobs sortsind og nej til livet. En troende må da til enhver tid kunne lø e troens banner højt og i det mindste have håbet om livet e er døden. Det håb må en troende da kunne fastholde, hvor slemt det end ser ud. Sådan taler den kristne, som aldrig har været der, hvor Job har været. Personligt har jeg ikke været der - og jeg har svært ved at sætte mig ind i den slags lidelser.

Jeg er lige blevet færdig med Primo Levis rystende Holocaust-beretning “Hvis dette er et menneske”. Hvordan ville ens tro på Gud blive påvirket, hvis man kom ud for det samme som Primo Levi? Han beskriver, hvordan jøderne alle blev revet fra deres hverdag og med et endte i kz-lejren:

For første gang forstod vi, at sproget mangler ord for at udtrykke en sådan krænkelse, en sådan nedbrydning af et menneske.

På et øjeblik, med en næsten profetisk intuition, gik virkeligheden op for os: Vi havde nået bunden. Ingen kunne synke dybere. En ynkeligere menneskelig situation findes ikke, er utænkelig. Alt havde de taget fra os, klæder, sko, selv håret. Ingen hørte på os, når vi talte. Også vores navn ville de tage fra os....

Forestil dig et menneske som med et ernes fra alle han elsker, fra sit hjem, sit daglige liv; som bliver frataget klæder, kort sagt alt hvad han ejer og har. Han forvandles til en tom skal, reduceres til lidelser og behov, glemmer både ære og værdighed, thi den, der mister alt mister o e sig selv.

Livets realiteter

Jeg forestiller mig Jobs lidelser sådan. Han har nået bunden, er blevet nedbrudt og al værdighed taget fra ham.

Hvilken opmuntring, hvilket håb, hvilke lø er kan vi tage med fra kapitel tre i Jobs Bog? Ja, måske vi for en gangs skyld skulle lade disse overvejelser ligge og i stedet lade kapitlet ramme os med al den kra , det har i sig. Lade os for et øjeblik glemme alt det, der kunne siges som modvægt mod denne klagesang, og så blot konstatere følgende:

1. Der er dage, som kan være så mørke, at den lidende troende ikke kan se noget lys.

Mange kristne har aldrig været ført så langt ned i mørket, men det betyder ikke, at det ikke eksisterer for nogle kristne. Både i sindets mørke, i åndeligt mørke og i smertens mørke og lidelse. Et hvorfor-råb prøver at nå op til overfladen, men det fortaber sig i tavsheden.

2.Der er erfaringer/oplevelser så ekstreme, at den lidende ikke kan se noget håb.

Job siger: "Mine suk er blevet mit daglige brød, min stønnen vælder frem som vand. Jeg får ikke fred, ikke hvile, ikke ro for den rædsel, der kommer". Der er intet overskud tilbage til at tænke andre tanker eller til at mønstre det flotte ord “håb”. Alt synes nyttesløst. Det synes som om, at der ikke er nogen grund til at fortsætte. Fremtiden ser helt sort ud.

3. Der er dale så dybe, at den fortvivlede ikke kan finde trøst.strong>

Selv Jobs klageråb bliver mødt med kritik og manglende medfølelse. Hans kone er blevet en modstander og beder ham forbande Gud, hans venner kritiserer ham og langer ud e er hans teologi og livsstil. Der må være noget galt med dig, Job, siger de.

Det er realiteterne, som vi også må få ind i vores teologi og tænkning som kristne, midt i alle Bibelens lø er og trøstende ord, midt i vore vær-altid-glade-kristendom, så tillader Gud, at mørket sænker sig over os. Som Job senere i kapitel 19 udtrykker det om Gud: “Han spærrer min vej, så jeg ikke kan komme frem; han lægger mørke over mine stier”. Her i kapitel tre føler han det som om at Gud spærrer ham inde.

Bunyans mørke

John Bunyan er mest kendt for sin allegoriske historie “Pilgrimsvand- ringen” - men hans selvbiografi “Grace Abounding to the Chief of Sinners” er også værd at læse. Bunyan led af tvangstanker og store depressioner og det plagede hans tro i mange år. Han skriver også om følelsen af at være blevet spærret inde:

Jeg følte mig fristet til at sælge Kristus, dvs. til at give ham væk for et eller andet i dette liv. Denne anfægtelse forfulgte mig konstant i et års tid, så jeg næppe var fri for den en dag om måneden, og flere dage i træk forsvandt den ikke engang en time.

Næsten ligegyldigt hvad jeg tænkte, ville denne fristelse blande sig i mine tanker; jeg kunne hverken spise, hugge brænde, bøje mig for at samle en nål op eller bare se på et eller andet, uden at fristelsen kom: Sælg Kristus. Sælg ham! Sælg ham! Nogle gange løb det igennem hovedet mere end hundrede gange i træk: Sælg ham, sælg ham, sælg ham!

Det var, som om jeg var blevet låst inde i et fængsel, hvorfra jeg først kunne komme ud på dommens dag. I to år var følelsen af at være fordømt den eneste vedvarende følelse i mit sind. Bortset fra nogle få øjeblikke med lettelse hvilede denne byrde konstant på mig.

Disse tanker forstærkede min sygdom. Mit sind var helt tillukket, så min tidligere erfaring af Guds godhed var forsvundet og skjult. Ja, det var som om jeg aldrig havde ha en sådan erfaring. Jeg var ligesom klemt inde mellem to tanker: Leve kunne jeg ikke, dø turde jeg ikke. Således sank min ånd, så jeg til sidst var ved at opgive det hele.

Lad os ikke fornægte også den del af livet, som nogle mennesker gennemgår. Og vi vil alle i større eller mindre grad erfare de depressive dage, de mørke stunder, de lange timer ved dødslejet. Gud bryder ikke ind her med en bebrejdende pegefinger til Job. Gud har også ladet Salme 88 stå nøgen iblandt tak og lovprisning som et vidnesbyrd om troens mørke stunder.

Job er der stadig på askedyngen. Hans historie slutter ikke i kapitel tre. Han fortsætter med at råbe til Gud. Han forlader ikke scenen. Også Bunyan holdt ud og kom igennem til lyset og trøsten og frelsesvisheden. Selv i mørket er Gud der på trods af, at alt i vores troserfaring nogen gange modsiger det.