Det ubærlige: Jesus i Getsemane

Af Carsten Thomsen

“Min sjæl er fortvivlet til døden”. Matt. 26:38

“I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden”. Luk. 44:22

Når vi nærmer os Getsemane have, så må vi træde varsomt. Vi får her et indblik i Jesus som menneske, som nok ingen andre steder i Evangelierne. Hvordan han som menneske oplever en lang række stærke følelser, længes efter trøst, fællesskab, føler sig alene, et menneske, som er ved bryde sammen.

Midt i sin angst og fortvivlelse så vender han sig mod sin Fader og klager sin nød til ham.

Getsemane synes at stå i stor kontrast til Jesu hidtidige mission. Han har hele tiden været bevidst om, at han skulle til Jerusalem for at dø. Han reagerede heftigt, da Peter forsøgte at få ham væk fra vejen mod korset.

Han underviste disciplene om, hvor godt det var at han gik bort, så de kunne få Helligånden. De brød brødet og sang sammen og så bevæger de sig ud til Getsemane have, et af Jesu yndlingssteder, hvor de ofte havde været.

Jesus ved, at han der vil blive forrådt, men da de kommer ind i haven rammes han af noget helt uventet, som muligvis kommer bag på ham. Han blev “grebet af sorg og angst”, og “forfærdelse”, Jesus siger selv “min sjæl er fortvivlet til døden”.

Det ubærlige bæger

Hvad er det, der pludselig sker for Jesus her? Det er noget, som har forundret mange. Når vi læser om kristne martyrer i kirkehistorien, så var der mange, der gik døden i møde med langt større ro, ja endda med et triumferende stålfast blik.

Der er ikke megen triumf her. Hvorfor kan tusinder af kristne tilsyneladende dø en bedre død end Jesus? Hvorfor knækker Jesus sammen her? Svaret finder vi i hans bøn. Han siger “Abba, Min Fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi”.

I den græske og romerske verden på det her tidspunkt var det almindeligt at henrette folk med et giftbæger. Som Sokrates, der drak giften med sin stoiske ro. I Bibelen er bægeret blevet brugt som et billede på Guds vrede og Guds dom. “Vågn op, vågn op, rejs dig Jerusalem! Du, som fra Herrens hånd fik hans vredes bæger at drikke”.

Bægeret er Guds vrede og dom mod menneskets ondskab og synd. Det bæger skal Jesus nu drikke. Ham “der ikke kendte til synd”, blev gjort til synd for os. Det bæger nipper Jesus til, og det slår ham helt ned mentalt, åndeligt, fysisk.

Jesus levede i fællesskab med Faderen som intet andet menneske. Hvert eneste åndedrag var i enhed og samfund med Faderen, hvert eneste øjeblik gjorde han det, som Faderen ønskede. Og nu gør han det igen, men hvad sker der? Han vender sin sjæl til Faderen, og der er tavst. Der er en, som skriver det sådan her: “Han kom til Faderen, men fandt Helvede i stedet for Himlen åben foran sig”.

Han bad, men alt han så var en afgrund, et mørkt intethed. Jeg tror, at Jesus allerede her begynder at mærke den forladthed som følger med bægeret. Og han bliver fortvivlet til døden. Han føler sig mere alene end nogensinde før. Og han ønsker disciplenes støtte og fællesskab. Våg med mig, siger han. Bed for mig. Jeg er i den største nød, jeg nogensinde har været i. Kan I ikke blot våge lidt med mig her, så jeg ikke føler mig så forladt?

Men tre gange falder de i søvn. Tre gange må han vække dem. I beretningen i Lukas står der, at der kommer en engel for at styrke ham, men selv det får ikke skyerne til at lette.

Ja, hans bønskamp bliver endnu hårdere og Lukas skriver at hans sved bliver som blodsdråber. Og så kommer en af de mest kontroversielle bønner overhovedet i Skriften: “Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil” (Mar. 14:36).

Han stirrer fortvivlet på dette bæger, rædselsslagen over hvad det indeholder af forladthed, ondskab og vrede. Er der en anden udvej, så ønsker han nu, at Faderen fortæller ham det. Men der er tavshed. Intet svar. Han går til disciplene, men de sover. Han er totalt alene. Jesus beder igen og igen: Tag dette bæger fra mig. Intet forsikrende “dette er min elskede søn”, som han hørte ved dåben.

I Mel Gibsons film “The Passion of the Christ”, indleder Gibson med en lang scene i Getsemane have. Gibson lader Satan stå i baggrunden og hviske til Jesus: “Tror du virkelig, at en mand kan bære den fulde byrde af verdens synder? Ingen kan tage den byrde. At frelse deres sjæle vil koste for meget”. Scenen slutter med, at vi ser Satan som en slange, og Jesus der knuser slangens hovede.

Jeg kan godt lide, at Gibson her indfletter en henvisning til Paradisets Have. Adam var ulydig, da slangen kom ved træet og fristede - og det betød døden for alle. Jesus var lydig i en anden have ved et olievntræ, og han bragte evigt liv og frelse til mennesker. Michael Card skriver:

- Da Jesus blev arresteret i Getsemane have, da var han allerede blodig før nogen overhovedet havde lagt en hånd på ham. Han havde kæmpet en kamp, som definitivt havde afgjort udfaldet af Golgata. Uden Getsemane ville der ikke have været noget Golgata. Forud for det blod og det vand, der flød fra Jesu sår på Golgata, var det blod og den sved, som dryppede fra hans porer, da han led en smerte som var langt mere smertefuld end den fysiske død på korset. Det var hans viljes død.

Da Jesus rejser sig for tredje gang er det som om, der nu er kommet en ny og stærkere beslutsomhed ind over ham. Nu er han afklaret og parat til korset. “Nu er timen kommet. Rejs jer, lad os gå. Se, han som forråder mig, er her allerede”.

Det her er ikke en beretning om, hvordan Faderen vrider armen om på en uvillig og oprørsk Søn. Bægeret blev “givet” af Faderen til Sønnen, men Sønnen “tog” bægeret selv. Han var “lydig, ja, lydig til døden på et kors”. Da han blev fuldt ud klar over, at der ikke var nogen anden udvej, så var hans vilje at gøre Faderens vilje.

Jesu eksempel for os

Denne beretning er fyldt med opmuntring og eksempel til efterfølgelse.

- For også Kristus led for jeres skyld og efterlod jer et eksempel for at I skal følge i hans fodspor....under sine lidelser truede han ikke, men han overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt (1. Pet. 21-23).

Selv Jesus kæmpede med Guds vilje, og ønskede at slippe for bægeret. Tro indebærer også nogle gange ærligt at klage til Gud og fortælle ham, at man gerne vil slippe for det, som føles for stort at kunne gå igennem. Men samtidig bede som Jesus: “Ikke min vilje, men din”. Vore bønner bør altid tilknyttes et “ske din vilje”. Det er også med i Fadervor.

Heb. 5:7 “Mens han levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt”.

Mærkelige ord. Bønhørt? Var Faderens svar ikke et nej. Han måtte dø. Måske var denne bønhørelse den engel, som kom til Jesus. Var det Faderens svar “Jeg styrker dig lige nu til at klare dig igennem”?

Den, der lige nu oplever at være alene, oplever at stå i en troskamp uden støtte og hjælp - til ham eller hende er denne beretning også en opmuntring. Jesus har været der. Han ved, hvad du går igennem. Han ønsker at være der hos dig. Du får lov at gå til ham med den byrde. Ingen har været mere isoleret og forstødt end Jesus stående foran korset og på selve korset.

Jesus er desuden et udfordrende eksempel for alle, der står i en troskamp. For Jesus kæmpede og holdt ud i bønnen. Han blev ved med at bede det samme - aftenen og natten igennem. Disciplene faldt i søvn tre gange. Man kan blive helt flov, for hvad kender jeg til udholdende bøn som dette?

- Under stadig bøn og anråbelse skal I altid bede i Ånden og holde jer vågne til det og altid være udholdende i forbøn for alle de hellige (Ef. 6:18).

Nogle gange kommer troskriser, hvor det er nødvendigt at være udholdende i bøn. Nogle gange presser nøden sig på for andre og vi erfarer noget af denne åndelige strid i bønnen. Striden mod ondskabens mørke, tvivlen om Guds vilje - og det dybe ønske om at se Guds kraft udfolde sig.