Anmeldelse: Når Gud er tavs

Af Louis Nielsen

”Når Gud er tavs”; Leif Andersen; Lohse;

Bogen falder i to dele: I Når Gud er tavs; side 13-46; II Appendiks: At søge Guds kærlighed – en respons om Gud, Breivik og Utøya; side 47-102).

Temaet i denne bog er et uhyre vanskeligt tema at behandle, og ingen kan håbe på bare nogenlunde at gøre det fyldestgørende. Man vil altid sidde tilbage med spørgsmål, man ikke fik besvaret og med svar, som man alligevel fornemmer ikke er helt dækkende.

I al enkelhed handler bogen om problemet (og dilemmaet) , som Guds suverænitet, alvidenhed og almagt stiller os mennesker overfor ikke mindst i ulykkernes, katastrofernes, den personlige tragedies og de situationer, hvor den menneskelige nedrighed og modbydelighed har vist sit ækle ansigt, uden at Gud har grebet ind.

Hvad skal vi sige til alt det, hvad skal vi svare? Og mere afgørende, hvad har Bibelen at sige herom?

Om disse tunge problemer har der for nylig indenfor bibeltro lutherske kristne stået en heftig, man fristes endda til at skrive ”en bitter strid” udløst af nogle markante holdninger, som Peter Olsen har fremsat i en artikel og en bog, han har skrevet.

Peter Olsen er tilknyttet Luthersk Mission og er lærer ved Dansk Bibelinstitut. I 2009 udkom hans meget vigtige phd afhandling ”Open theism on Providence and Theodicy”, og i maj 2012 skrev han den artikel i Luthersk Missions blad, ”Det var Gud, der dræbte de 77 i Oslo og på Utøya”, som har udløst al balladen. Leif Andersens bog skal bl.a. ses som hans indlæg i den debat.

Stod Gud bag Utøya?

Peter Olsen har udtalt sig og argumenteret for, at alt, simpelthen alt, hvad der sker i verden, i naturens og menneskers verden sker med Guds vilje og viden, ja næsten på hans foranledning. Således inddrager han Utøya og Breivik tragedien som eksempler. Det har fået andre til at reagere lige så stærkt og skarpt imod (blandt andre Jørgen Sejergaard).

Leif Andersen følger op på diskussionen og gør det bl.a. ved at inddrage nogen meget stærke personlige eksempler, som vi skal være gjort af sten, hvis de ikke skal røre os.

I det hele taget er bogen meget stærk, når de gælder empatien og solidariteten med medmennesket, ikke mindst i dets lidelser. Det er, hvad vi er vænnet til, når det gælder Leif Andersen, og som vi også værdsætter hos ham.

Leif Andersen går ydmygt og nænsomt til værks, erkendende hvor svært problemet er, men det står også klart, at han ikke deler Peter Olsens holdning. Og den vil vi med vores humanistiske opdragelse og vores sentimentale tilgang til tilværelsen have svært med at føle sympati for, men at han set ud fra en bibelsk og især gammeltestamentlig betragtning har noget at have den i er svært i hvert fald for denne anmelder at komme bort fra.

Men, for der er et stort MEN, hvor vanskeligt hele spørgsmålet er, giver Leif Andersen os en særdeles levende illustration af på siderne 72-101, som fortjener at blive læst og genlæst og grundig gennemtænkt, og så er vi endda ikke ved vejs ende med spørgsmålet, og det kommer vi nok næppe, før vi er i Himlen hos Gud.

Samtidig må vi med Bibelen holde os det lysende klart, at Gud er god og kun god, (se f.eks. Salme 107:1-3) og at der ikke findes nogen form for svig, mørke og ondskab hos ham. Hans vilje er god og kun god, og han fristes aldrig til noget ondt (se Jakob 1:13). Men dog sker alt med hans udtrykkelige vilje, og det er tydeligvis en gåde, som ingen af os forstår at udrede, når det gælder det, som vi kalder ondt og opfatter som ondt.

Gud har ret til at være tavs

Guds veje er ofte hemmelighedsfulde, men vi kan rette vore klager, spørgsmål og nødskrig til ham, men han er ingenlunde forpligtet til at bevare dem.

Han forbeholder sig retten til at være tavs. Dybest set har han forklaret sig i Kristus og i Kristi kors, hvor han med sin Søns blod stiftede fred mellem sig selv og os. I Kristus har Gud givet os ”en evig trøst” (se 2 Thes 2:16-17), en trøst, som indeholder svaret og lægedommen på vor dybeste nød ( og al nød udspringer af den nød), friet os ud af mørket, ud af synden og døden og ud af vor indkrogethed i os selv.

Sammenlignet med det, er det så meget afgørende at få svar på alle vore spørgsmål om Guds styrelse af såvel vort eget personlige liv som verdens gang? Kan vi ikke trøstigt overlade de spørgsmål til Guds suverænitet og frihed; hans karakter som den barmhjertige og al nåderige behøver vi jo ikke længere drage i tvivl. Kan vi så ikke med Brorson ”lade al vor sorg bero (finde ro) på Jesu søde nåde”?.

Med det in mente synes jeg, at det er godt og trygt at vide, at alt, hvad der sker, og alt, hvad der kan hænde os, sker med Guds vilje og ikke uden for hans vilje, at det aldrig er mørkets og kaos’ kræfter, som får de sidste ord i nogen sag, og at disse derfor aldrig ultimativt vil kunne skade os, endsige skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre (se Rom 8:39).

Leif Andersens bog må hilses velkommen som et godt og særdeles tænksomt indlæg i en debat, som for de fleste af os, ja måske for alle langt overgår både, hvad vi intellektuelt, emotionelt og også trosmæssigt kan bære.

Den være hermed på det varmeste anbefalet.