Anmeldelse: Den forbudte dåb

Af Louis Nielsen

”Den forbudte dåb” af Massoud Fouroozandeh og Torben Bramming; 2014.

I medierne har der raset en debat omkring indvandrerpræsten Massoud Fouroozandeh og hans virke i Folkekirken.

Det ofte lidet klædelige sagsforløb, er nu nedfældet i denne bog.

Hvad man skal mene og tænke om det, kan være svært at tage stilling til. Bogen er godt skrevet, klar og tydelig i mælet, og den lægger ikke fingrene imellem uden dog (forekommer det denne anmelder) at overskride søm-melighedens grænser.

Det er tung kost, og desværre får man en fornemmelse ind imellem af urent trav og ufine metoder. Men så må det også indrømmes, at bogen tydeligvis er et partsindlæg, og hvad man godt kan savne og efterlyse er modpartens argumenter og svar på de ”anklager”, som anføres imod den.

Efter endt læsning, forekommer det mig, står man stadig tilbage med flere ubesvarede spørgsmål.

Ballade i kirken er altid noget, som huer medierne, og spørgsmålet også her er, om det er en god ting, at kristne hænger deres snavsede tøj frem til offentlig skue? På sin vis er oplysning i en sag som denne en vigtig ting, men spørgsmålet er, om det er den rigtige måde at oplyse på, og om det fører os nogen steder.

Bogen udtrykker uden tvivl oprigtigt engagement i sagen, og i den henseende er dens ærinde prisværdigt, men beklageligvis kommer den også til at udlevere oplysninger om navngivne mennesker, som sagen i sig selv godt kunne have været foruden.

Kirkens opgave: Mission?

For det vigtige og afgørende er det principielle, nemlig indføring i den åndskamp, der foregår i kirken mellem to helt modsatte opfattelser af kristen mission, ja to helt forskellige opfattelser af om Jesus er den ene vej til frelse og det ene navn givet til frelse, eller om kirken skal indtage en mere ydmyg plads mellem verdens religioner og forstå sig selv som endnu en religion mellem religioner.

Er kirkens mission humanitær og medmenneskelig og kun humanitær, eller er vores overordnede mål også i dag at følge missionsbefalingen og gøre mennesker til disciple af Jesus?

Massoud Fouroozandeh og Torben Bramming mener åbenlyst det sidste, modstanderne det første. Og se, det er en vigtig kamp, og derfor er det vigtigt at læse bogen.

Det er mere end trist at opleve, at en tjeneste som Massouds, der har ført adskillige muslimer til tro på Jesus, skal se sig ødelagt af ideologiske og kirkepolitiske årsager.

Som tingene tegner sig lige nu, må man håbe, at Massoud kan få ro på sit liv og ufortrødent må kunne fortsætte med at vidne for sine muslimske landsmænd og andre om troen på Herren Jesus Kristus og omvendelsen til den ene sande Gud.

Måske skulle vi alle tage ved lære af denne triste sag og lytte til Paulus og lægge os hans ord på sinde:

Derfor bliver vi ikke modløse i den tjeneste, som vi har fået af barmhjertighed. Vi har sagt nej til det skjulte og skændige og går ikke frem med snedighed og forfalsker heller ikke Guds ord, men bringer sandheden for dagen og anbefaler således os selv til ethvert menneskes samvittighed, for Guds øjne (2 Kor 4:1-2).